Nyhed

Nytårsdag 2023 i Herning. Lukas 2, 21

Nytårsdag 2023 i Herning. Lukas 2, 21.
712 – 716 – 518 – 694 (Mel. Helligånd, de frommes glæde) – Nadver: 106 v. 7 – 11.

Det moderne samfund synes at bevæge sig fra krise til krise og fra trussel til trussel. Snart er det en ny opkommende stormagt, der truer vores frihed, snart en uventet krig, der udløser en mangeartet krise, og skulle vi have glemt det, var der for ikke forfærdelig længe siden en finanskrise, som vi mere eller mindre selv havde skabt og dertil en pandemi. Hver gang en krise opstår griber vi ind med alt, hvad vi har, for at styre os helskindet igennem, og det er vi sandsynligvis blevet bedre til; så gode at vi er tilbøjelige til hurtigt at glemme, at kriser er almindelige. Kriser er et tilbagevendende fænomen, og endda så almindelige, at vi må prioritere mellem dem, vi tager os af og dem, vi ikke tager os af. For ca. 30 år siden var overbefolkning af jorden en påtrængende krise, men den tales der ikke om længere. Hvis der var en befolkningskrise dengang, er den her også nu, men vi har forladt overbefolkningen som krise betragtet. Vi lever midt i den, men den er blevet glemt. Den er blevet almindelig og et vilkår.

Det er tænkeligt indtil det sandsynlige, at det moderne samfund oftere er hjemsøgt af kriser, fordi enhver større krise et hvilket som helst sted på jordkloden påvirker alle. Et stort skib sætter sig på tværs i Suezkanalen, og der opstår en forsyningskrise, mærkbar over hele verden. Det ville ikke have været tilfældet for 50 år siden og jo slet ikke før Suezkanalens tid. Globalisering gør også kriser globale.

Der har altså altid været kriser, og ingen slipper for at lære fænomenet at kende på egen krop, hvad enten det nu er, hvad vi kunne kalde en eksistentiel krise som f.eks. et spørgsmål om mening i tilværelsen, eller i form af en samfundsmæssig krise. Både et individ og et samfund kan være i krise, og jo flere man gennemlever, jo mere bevidst bliver man også om, at en ny krise altid er under opsejling. Det er selvfølgelig også grunden til, at vi besynger de tider, hvor der er fred og ingen fare, hvor en krise synes langt væk, hvor vi kan hvile i, hvad vi gerne vil kalde ’det normale liv’, skønt det normale liv netop er fuld af diverse kriser.

Det hjælper ikke, at vi omdøber kritiske problemer til at være udfordringer. Det kan nok have en kortvarig, opbyggelig effekt, fordi en udfordring jo altid er ment som noget positivt. Begrebet ’udfordring’ kan derfor sløre lige så meget som det kan bygge op, for det er sjældent en god idé at bruge positive begreber om negative forhold. Vi kaldte f.eks. ikke coronaepidemien for en udfordring. Det ville have sløret dens alvor.

Den menneskelige tilværelse har simpelthen indbyggede kriser, hvilket er godt at blive mindet om og kalde ved rette navn, når vi nu stadfæster en ny begyndelse med årsskiftet. Alt er nyt, og alt er ved det gamle, for kriserne fortsætter, skønt også de er nye. Vi er så at sige dømt til at leve i dem, født til krisehåndtering, og det har kristendommen et navn for: Arvesynd.

Arvesynd betyder ikke, at man skal stå til regnskab for sine forfædres synder og straffes for dem juridisk eller moralsk. Arvesynd betyder, at vi altid påføres kriser og selv skaber dem, og især at vi ikke kan vriste os fri af det forhold. Vi arver et vilkår. Hvordan vore forfædre forvaltede dette vilkår, har vi selvfølgelig arvet, både gode og dårlige konsekvenser af deres valg, også evnen til at begå sig og handle fornuftigt har vi arvet, men vi skal kun stå til regnskab for vores egen forvaltning, og vilkåret, arvesynden, kunne heller ikke vore forfædre ændre.

Lad mig give et eksempel på arvesynden. En ung trompetist havde det særlige talent, at han ubesværet kun spille de høje toner rent og fast. Det gik godt, indtil han var sidst i tyverne. Pludselig kunne han ikke længere, hvad han havde kunnet. Han blev nervøs. Hvad var der i vejen? Der var dét i vejen, at han var ved at blive voksen, og spurgte til meningen med at spille trompet. Han var i en krise, som han ikke kunne undgå at komme i, ramt af arvesynden, fordi hans erfaringsverden voksede, og derfor voksede også hans almindelige bevidsthed, men trompetspillet kunne ikke følge med. Først da han var blevet rigtig voksen, kunne han igen få greb om musikken, og han blev i øvrigt en bedre trompetist af det.

Således er arvesynd og krise et vilkår. Det har mennesker selvfølgelig altid reageret på. Vi prøver at beskytte os, og som sagt går det ganske godt, men – viser det sig – vi må også beskytte os mod vores egen beskyttelse. Det er straks en del sværere. Vi opbygger beskyttelse, ordninger og systemer, opfinder jura og samler formuer, alt det, som i GT kaldes loven og profeterne. Lovens regler og profeternes prædikener om at samles om loven er et svar på alverdens kriser. Kriserne var så alvorlige, at svarene skulle være autoritative, og den rette autoritet havde kun Gud. Loven og profeterne er derfor Guds ord. Og Guds ord kan ikke laves om. De kan kun fortolkes, og de skal fortolkes, men derved vokser fortolkningerne også ud over sig selv. De kommer til at fylde for meget. Loven bliver som et fængsel. Beskyttelsen, værnet mod kriser, bliver til ufrihed.

Det er, hvad Jesus reagerer mod. Hans konkrete liv og den lidenskab, som de første kristne menigheder og de mange senere disciple blev optændt af, var en reaktion mod den ufrihed, der indfinder sig, når mennesker tror, de kan undgå synden; når loven alene skal definere menneskers liv. Det kan den ikke, og derfor opfandt de kristne netop begrebet arvesynd, som altså betyder, at synden er et uomgængeligt vilkår.

Den ultrakorte evangelietekst om Jesu omskærelse skal fortælle os, at han er født under loven og levede sit liv under loven og de på hans tid de overspændte krav fra den. Hans liv var i den forstand ingen undtagelse, frigjort fra de almindelige vilkår, som alle andre jøder levede under. Det vil sige, at han selv erfarede sig frem gennem sit liv, gennem lovens ufrihed og hen imod den opgave, som var hans: At udfolde Guds rige i verden og netop således, at det ikke kunne rummes af loven. Guds rige sprænger alle grænser. Ingen lov kan definere et menneskes liv.

Den myndighed Jesus senere udviklede som voksen, voksede altså ud af det konkrete liv, han delte med andre. Han fik for så vidt en ganske almindelig historie som en mand på den tid, og ud af denne voksede så Guds rige. Det var der ganske vist i forvejen, for verden er skabt ud af dette rige, men det var både glemt og undertrykt af menneskers trang til beskyttelse og deres frygt for at gøre det forkerte. Guds rige var buret inde af loven. Krisehåndteringen var gået for vidt. Det sker meget ofte, for ikke at sige altid på et eller andet tidspunkt i et menneskes eller et samfunds liv. Det er synden, som løber af med os.

Skal vi da bare afskaffe loven, juraen, moralen og krisehåndteringen? Selvfølgelig skal vi ikke det, men vi skal som kristne mennesker være endog uhyre bevidste oman fikH

, hvad loven og reglerne kan og ikke kan. Når love og regler har en grænse, betyder det, at de ikke nødvendigvis er Guds ord. De har ikke længere højeste myndighed. Det har derimod Guds rige, som vi kender det fra Jesu Kristi historie, og det er vel at mærke en myndighed, som bor i hjertet, og som ikke uden videre kan omsættes til love og regler. Guds rige er så uforudsigeligt som et menneskes hjerte er det, og derfor kalder kristendommen da også på et menneskes personlige dømmekraft, og dømmekraften skal samtidig dannes af ånden fra Jesu Kristi historie. Det er at iklæde sig Kristus, som Paulus kalder det, og det er netop her, at der ikke er forskel på at være fri eller træl, jøde eller græker, mand eller kvinde.

Hermed er der også åbnet for en evig diskussion af, hvad de konkrete, praktiske konsekvenser måtte være af at iklæde sig Kristus. Den kristne frihed er ikke mindst, at det må man selv finde ud af og bære ansvaret for. Man må tage sine egne beslutninger. Her træder individet i karakter. Men ethvert individ har brug for at tale med andre om sådanne beslutninger, møde andre i frihed og lade sig definere af dette møde, dvs. lade sig definere at den kærlighed, man skal omfatte sin næste med.

Den kristne frihed er da en spændingstilstand, spændingen mellem lov og evangelium kaldes den også. Den levede vi i sidste år, og i den bør vi leve i det kommende år. Træder vi ud af spændingen sker et af to: Enten bliver vi overvældet af lovens tyngde og omfang, et grasserende regelvælde; eller vi bevæger os mod anarki. Den første fare, det grasserende regelvælde, er også den største fare i vores tid, ja den har allerede været over os længe.

Ingen ved, hvad det nye år bringer. Holder vi os Guds rige for øje og lægger øre til det, er vi opmærksomme på det rette forhold mellem lov og evangelium, så loven ikke overophedes (og den trænger til at kølnes) og Guds rige ikke glemmes, så vil også det nye år kunne leves i frihed.

Amen.

 

 

Nadveren er Guds rige i blandt os således, at vi holdes fast på spændingen mellem enhver lovs nytte og grænse og hjertets frihed, nådens rige fylde.

Det er ikke et let sted at leve, men det er det bedste og det rigtigste, og det er muligt at leve på dette sted, hvis man anerkender, at vi alle er syndere, der har brug for lovens evne til at beskytte, ikke mere, og hjertets fylde.

Nadveren giver os begge dele som brød og vin, det daglige livs måltid, bundet til det daglige livs kærlighed, så vi kan gå hver dag i det nye år i møde med håb.

Amen.

Flere nyheder

AFLYSNING

Litterære onsdage er aflyst den 1. februar 2023 pga. sygdom. Ny dato oplyses snarest.

Litterære onsdage

Findes der én og kun én sandhed?  Herning og Gjellerup Valgmenigheder genoptager de litterære onsdage

Litterære Onsdage

Vi skal læse romanen ”Tillid” af Hernan Diaz, udkommet på Lindhardt og Ringhof i 2022.