Den mørke tid er over os, og Allehelgensaften nærmer sig. Det smitter også af på Hammerum Valgmenighedskirke, som søndag 26. oktober får besøg af Ensemble MidtVest. Dels medvirker musikerne ved musikgudstjenesten kl. 10.30. Dels giver de en selvstændig koncert kl. 14.00 efter frokosten. Der opføres dele af Bachs ”Kunst der Fuge”.
Koncerten er en del af to koncertrækker, hvor ensemblet sætter fokus på det spirituelle, eftertanke og minderne om de døde. ”Der er en særlig ro i Bachs musik, som passer perfekt til årstiden og til tanken om at mindes. Det er en musik, der åbner sindet for efterårets stemninger og giver plads til at mindes dem, vi har mistet”, fortæller ensemblets kommunikationsansvarlige Sanne Helene Højbjerg om Bachs musik, som hun betegner som et af musikhistoriens mest gådefulde og spirituelle værker.

