|
I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Matt.
15,21-28.
Salmer: 754 – 410 – (294,498) - 158 – Nadver: 459,4 - 6 - 31.
Kvindens tro er stor, fordi hun bliver ved. Sådan må vi sige. Hun tager ikke
et nej for et nej og lader sig ikke affærdige. Hun insisterer og holder sig
til sit begrædelige udgangspunkt, og at Jesus ikke alene kan hjælpe hende,
han bør også gøre det. Kvindens tro kan i det ydre være meget svær at skelne
fra f.eks. begyndende fanatisme eller en urimelig vedholdenhed overfor et
menneske, som tilsyneladende ikke vil have med hende at gøre. Hendes tro kan
i det ydre være sand ydmyghed, men kan også ligne en pinlig, offentlig
optræden af en kvinde, der bralrer op uden fornemmelse for det indtryk hun
gør på sin omverden. Hun taler højt og vedvarende om sine egne
fortrædeligheder, måske synes hun endda, at hun har ret til at få sin vilje,
idet hun tilsidesætter andre. Hun vil have sin datter helbredt.
Det er denne stålsatte vilje, som er hendes tro, og som altså meget hurtigt
kan give anledning til afstandtagen fra andres menneskers side. Hendes tro
er ikke konform med almindelig, høflig optræden eller med reglerne for, hvem
man kan omgås. Kvinden er kana’anæer. Jesus er jøde, og jøder og kana’anæere
holdt sig officielt på afstand af hinanden. Det kunne være gået helt galt.
Når kvindens tro imidlertid fremhæves som eksemplarisk, er det ene og alene,
fordi Jesus siger det. Han anerkender, omsider og efter indledende
afvisninger, hendes tro og hendes anliggende, som er datterens helbredelse.
”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Havde han tiet, var
hun gledet ud i mørket, og vi havde ikke regnet hendes tro for andet end
larm og forstyrrelse, og vi havde frem for alt ikke behøvet at forholde os
til den. Nu må vi imidlertid se anderledes på den.
Det tvinger os til at spørge lidt dybere. Vi må ikke lade os standse af det
ydre, hvor vi ikke kan se bort fra vore egne, umiddelbare følelser overfor
kvinden, som kan være alt mellem ærbødighed, imponerethed og stærk
irritation.
Hvorfor siger Jesus til denne kvinde, at hendes tro er stor, når han lige så
godt kunne have sagt, at hun var på vej til at blive en stålsat fanatiker?
Det gør han, fordi hun reagerer på ham og på en måde, som er overraskende
for Jesus selv. Jesus reagerer på sin egen tro i et andet menneske.
Vi skal hele tiden huske på, at drivkraften i alt, hvad Jesus sagde og
gjorde var hans egen tro på Gud. Tro forstået som hengivenhed og tillid. Han
stillede sit liv til rådighed for Guds vilje, eller han blev kaldet ind i
den, udvalgt, hvad han ikke selv havde nogen indflydelse på. Men som et
virkeligt, levende menneske havde han muligheden for herefter at vælge, dvs.
ikke at påtage sig udvælgelsens konsekvenser. Da han blev fristet af
Djævelen i ørkenen, kunne han være faldet for fristelsen. Det gjorde han
ikke, og da han havde overvundet Djævelen, var hans skæbne beseglet: Jesus
skulle fuldføre Guds vilje, og den tro, som var hans hjertes lidenskab,
skulle han give videre til mennesker. Til et sandt menneskeliv hører derfor
hengivenhed for og tillid til Gud. Det har et menneske ikke uden videre i
sig selv, og Jesus er blevet udvalgt til at give netop dette til alle
mennesker. At det virkelig er til alle mennesker synes imidlertid ikke at
være gået fuldstændig op for ham på dette tidspunkt.
Jesus er på det rene med, at han vil fremkalde reaktioner, hvor han kommer
frem. Hans tro vil vække opsigt. Det er uundgåeligt, skønt opsigten i sig
selv ikke betyder det fjerneste. Det vigtige er hver gang den tro, som hans
egen tro, kan fremkalde i det menneske, han møder.
Da han møder den kana’anæiske kvinde, og hun tydeligvis reagerer på ham, er
han ikke til sinds at reagere tilbage igen, for hun tilhører ikke de
fortabte får af Israels hus, som han siger. Hun er udenfor det jødiske
fællesskab, og Jesus opfatter altså sig selv som en jøde blandt jøder. Det
er til lovens og profeternes folk, han er sendt, og det er på den baggrund,
han må forstå sin opgave. Det får ham til at opføre sig nærmest lidt
arrogant overfor en kvinde, som hører til et andet folk, og som han ikke
behøver at henvende sig til.
Her bliver Jesus imidlertid klogere. Han bliver klogere af den tro, der
lever i ham selv, og på den tro, som han kalder frem i folk. Han opdager nyt
om sin egen ånd, at den rækker videre, end han først havde været i stand til
at forestille sig, nemlig helt op på den anden side af Tyrus og Sidon. Og
kunne den række derop blandt fremmede mennesker, kunne den vel også række
endnu videre, for troen har ikke noget med geografi at gøre, men med
menneskers modtagelighed for ånd. Jesus opdager, at hans egen tro er både
stærkere og mere omfattende, end han vidste af, ja at den er grænseløs, for
så vidt som han selv har kaldt på denne udenforstående kvinde, der på det
mest insisterende opsøger ham. Han overraskes dels over, at hun er fremmed,
dels over den kraft, som han altså selv har fremkaldt hos netop den
fremmede. Jesus bliver klogere på sin egen tro, idet det går op for ham, at
den ikke kun angår de fortabte får af Israels hus, men alle mennesker.
Vi kan også sige det således, at Jesu historie, som er lagt an på at skabe
en helt ny, menneskelig historie, viser sig at have konsekvenser, som ingen
på forhånd kunne forestille sig eller tage i ed; heller ikke Jesus selv.
Forestillingen om et udvalgt folk er ikke længere relevant. Forestillingen
om at nogle folkeslag menneskeligt set, dvs. med hensyn til at kunne blive
kaldt på og hengive sig til Jesu tro, skulle være mere egnede end andre, er
forkert. Forestillingen om, at kvinder skal holdes på afstand af hellige
mænd, er forkert. Forestillingen om troens særlige ophøjethed eller status
er forkert, for troen findes kun dér, hvor mennesker som denne kvinde bliver
kaldt frem i den. Og sådan vil det fortsat være. Ingen kan på forhånd vide,
hvad Jesu tro vil kalde frem i et menneske. Vi bærer f.eks. alle på noget,
som vi ikke ved, hvad er, og hvordan det vil tage sig ud i et møde med Jesu
tro, om det vil leve eller dø, kan ikke forudsiges. Troens historie vil
altid leve og kalde.
Dette forhold bliver lysende klart, da denne kvinde uden forbehold lægger
for dagen, hvad Jesus har kaldt frem i hende. Hun har fået tro eller mere
tro, end hun havde før, og han har fået mere visdom. Eller Jesus har gjort
en ny erfaring med sin tro, som herefter hører den kristne tro til. Den nye
erfaring er, at den kristne tro gør et menneske klogere, end det var i
forvejen. Ofte stiller vi tro og viden overfor hinanden som modsætninger, ja
vi kan endda finde på at sige, at tro og naivitet hører sammen på den ene
side, og på den anden side har vi indsigt og klogskab. Det er ikke længere
muligt, efter at have hørt denne beretning fra egnene omkring Tyrus og Sidon.
Den gensidighed, som troen skaber mellem mennesker, skaber både mere tro og
mere indsigt. Både Jesus og kvinden ved mere, end før de mødte hinanden.
Jesus ved, at hans tro ikke kun angår jøderne, men den er universel, hvis
ellers menneskene vil kendes ved den. Kvinden ved, at hendes tro er stor, og
at den har konsekvenser. At den er stor, har Jesus selv fortalt hende. At
den har konsekvenser kan hun konstatere, da datteren bliver rask. Troen
giver på denne måde anledning til nye erfaringer, og vi bør også sige, at
den giver mennesker mod på at gøre nye erfaringer.
I en vis forstand går hele livet ud på at gøre nye erfaringer. Det tør vi
ikke altid, andre gange har vi ikke mulighed for det. Hvad der end
forhindrer os i at gøre nye erfaringer, så opleves det som hæmning eller
endog splittelse, så at vi på en eller anden måde ikke kan komme videre med
livet. Det føles ufrit og tager energien ud af os. Vi taler i første omgang
ikke om, hvor meget eller hvor lidt den politiske eller moralske frihed skal
begrænses eller ikke begrænses af hensyn til almenvellet. Vi taler om at
kunne gøre nye erfaringer og føle sig fri til at gøre det. Den frihed kan
være aldeles usynlig for omverdenen. Den kan være i fuld udfoldelse i en
munkecelle eller i gennemspilningen af stykke simpelt musik. Og den kan være
hæmmet eller ikke-tilstede i selv de største armbevægelser.
Den kristne tro kalder på en frihed til at gøre nye erfaringer; ikke
bestemte, ny erfaringer, som andre har gjort, og som man også må gøre, fordi
andre har gjort dem. Friheden er et beredskab til at gøre nye erfaringer.
Rigtigere er det måske at sige, at troen er at gøre sådanne erfaringer, og
modet, som skal bruges til det, kalder vi frimodighed. I gamle dage, som
ikke er så forfærdelig længe siden endda, talte man om frimodighed på Guds
ord. Skønt gammelt er det et godt udtryk, for det siger, at frimodighed er
en del af den kristne tros væsen, at mod og frihed er forbundne, og at et
menneskes sind ligesom kan strækkes hen mod det sted, hvor nye erfaringer
ikke bremses, men netop kan gøres. For dette at gøre nye erfaringer hører
det levende til og Jesus er den levende Guds søn. Sker det ikke, ja så føles
det netop som f.eks. kedsomhed, vankelmodighed eller frygt.
Den kristne tro overvinder ideelt set alt sådant, og det var, hvad der skete
for kvinden. Derfor er hendes tro stor. Hun kastede sig ud i at gøre nye
erfaringer, på baggrund af en hård nødvendighed, datterens sygdom, men
drevet af den tro, som Jesus havde givet hende alene i kraft af sin
tilstedeværelse i hendes område, den tro, som Jesus straks efter måtte
genkende som sin egen, hvorved hans visdom voksede. Tro, nye erfaringer og
visdom hører sammen.
Amen.
Fordi vi ofte har det svært med nye erfaringer, fordi vi enten ikke tør gøre
dem eller ikke har mulighed for det, fik vi nadveren. Her iføres vi tro på
en langt mindre dramatisk måde, end det var tilfældet for den kana’anæiske
kvinde. Sådan er det pga. af vores vankelmodighed og frygt.
Brødet, vinen og Jesu ord giver os tro, som vi hver især eller sammen kan
tage bestik af, lige meget om vi har sans for drama, om vi har syge børn
eller ej, om vi er fremmede eller har hjemme i egnene omkring Tyrus og Sidon.
At vi tager bestik af Jesu ord, brødet og vinen sender os dog på vej mod nye
erfaringer, for det er tro nadveren kalder frem i os.
Amen. |
|
|
