Udskriv denne side

6. s. e. påske d. 13-5-2018
I Herning og Hammerum Valgmenighedskirker

 

Johs. 17,20-26.

Salmer: 722 – (218) – 289 – 695 – Nadver: 849 (Tillægget) – 864 (Tillægget).

 

Det er blevet sagt, at de såkaldte afskedstaler i Johs. evangeliet indeholder alt, hvad kristendommen er. Her kan man finde alt, som er karakteristisk for kristendommen endda lagt i munden på Jesus selv. Afskedstalerne står ca. midt i evangeliet og lige før de afsluttende begivenheder i Jerusalem, altså før påske. I vores sammenhæng, kirkeåret, er afskedstalerne eller uddrag af dem derimod placeret mellem påske og pinse. Det kan umiddelbart lyde forkert, for vi er vant til, at kronologi betyder noget, at det ene følger efter det andet i tid; så forstår vi almindeligvis alting bedre. Johannesteksterne mellem påske og pinse kan da også være vanskelige at finde ind i, men de ville de nu nok være lige meget hvor de var placeret.

Der er selvfølgelig en mening med, at dette kernestof skal læses og høres netop mellem påske og pinse. Denne periode, som tidlig kom til i fastlæggelsen af kirkeåret, har meditativ karakter. Perioden har selvfølgelig fået karakter af teksterne, men om teksterne eller perioden kom først, kan være svært at afgøre. Dog ligger det fast, at de kristne menigheder ret tidligt har villet skabe en periode i kirkeåret med indadvendthed. Når vi så forbinder det meditative med højtlæsning og ikke med privat indadvendthed, som meditation jo også kan betyde, sker der noget særligt, som er meget tydeligt i dagens tekst, f.eks. når Jesus beder om, at ”de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os,…” Den slags skal læses højt, selvom det er til fordybelse, hvad enten man er én eller flere.

Det særlige, som sker ved højtlæsning af sådanne tekster er, at man føres man ind i en dobbeltbevægelse, der går udefra og ind i den læsende og lyttende, og efter at have været derinde, i hjertet og sindet, går bevægelsen udad igen, nu og ideelt set forandret til handlinger i verden, rettet mod andre mennesker.

Det meditative element er forbundet med den belæring, som Jesus giver disciplene her mellem påske og pinse, hvor de i særlig grad var modtagelige for betydningen af hans historie. Før nederlaget, lidelsen og døden i påsken, havde disciplene svært ved at tro på Jesus. Vel fulgte de ham og udviste tillid, vel havde de forladt alt for at følge ham, men de gik alligevel fejl af meget af, hvad han sagde. De troede, de var på vej mod succes i ligefrem forstand, og selvom Jesus flere gange fortalte, hvad der ville ske, så hørte disciplene det ind i de forestillinger, de havde i forvejen. Det svarer til at fortælle et barn, der snart skal i skole, om skolen og dens velsignelser. Den fortællende kan ikke forhindre barnet i at danne falske forestillinger, og når storesøster fortæller, at man skal sidde stille og være stille, så forestiller lillebror sig ikke, hvor stille.

I den forstand var disciplene ligesom børn. Når Jesus sagde, at han skulle lide og dø, og at også de ville komme ud for prøvelser, så sagde de måske: ”Så slemt behøver det vel ikke at gå!” Eller de tænkte: ”Vi trækker halvdelen fra!” De havde simpelthen ikke erfaringer til at forstå alvoren og omfanget af, hvad de var med i. Det havde de efter påske, og det var en af grundene til, at Jesus måtte lide og dø: Han måtte tilføre disciplene erfaringer, så de fik forudsætningerne for at forstå. Og han måtte selv skabe disse forudsætninger hos dem. Da de så havde fået dem og stod med hans forpinte og afsjælede legeme Langfredag, og de selv var forpinte og følte sig tomme, føjede Jesus den ekstraordinære erfaring til, som kom til at betyde alt: Han viste sig for dem som den opstandne.

Men hvordan skulle de dog så forstå den erfaring, altså opstandelsens følger? Nu var de lige begyndt at få historien fra før Langfredag på plads, da de fik at vide, at der ville ske endnu mere, de skal forstå endnu mere, endda stadigt mere. De er udset til at sprede Jesu ånd i verden, for i den ånd er der retfærdighed, fred, kærlighed og frelse. Men den opgave kan de kun løse ved at blive ét med Jesu ånd. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét…”, siger Jesus til Gud med henblik på disciplene. Han er i færd med at forene de tre med hinanden – Gud, disciplene og sig selv, ja han har allerede gjort det.

Her træder det meditative element så for alvor i funktion. Det er den inderliggørelse, som skal finde sted, og som er den sidste forudsætning for, at Jesu liv, død og opstandelse kan blive den ånd i disciplene, der skal sætte dem i stand til at løse deres opgave i verden. Det er denne inderliggørelsens tid, vi befinder os i her imellem påske og pinse, og denne tid er næsten fuldbyrdet. Disciplene har nu faktisk forstået med hjertet og i sindet, at de allerede er fyldt af Jesu ånd, som er den samme skabende ånd, der har frembragt alt levende, alt det synlige og usynlige, al lyd og al tavshed. Uden denne ånd var intet til af alt det, som er, og det er altafgørende, at disciplene har dette inde under huden. Det er ikke udvendig lærdom eller rationel erkendelse, men en visdom, som begynder i kærligheden og selv bliver til kærlighed. Jesus siger om disciplene: ”…de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem, og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

Herfra mangler disciplene kun modet til at handle i forlængelse af, hvad de nu forstår. Dette mod, som de får med pinsen, er det sidste puf ud over kanten, at de kaster sig ud på de ’halvfjerdsindstyve favne vand’, fordi de ikke kan lade være, og således slipper de ånden løs. De blev grebet af Helligånden, som ikke er en hvilken som helst ånd, men specifikt Jesu ånd, som dog alligevel har været i verden siden dens grundlæggelse.

Hermed er dobbeltbevægelsen udefra og ind og indefra og ud tilbagelagt, ikke én gang for alle i det enkelte menneske, men som en struktur, der hører til kristendommens kernestof. Det betyder, at vi kan hvile i denne bevægelse eller frimodigt lade os føre af den. Der er intet at frygte, intet at fortryde. Vi skal stole på, at denne bevægelse giver os meget at byde på i den verden, vi skal ud i, hvor vi ikke alene skal møde vores næste, men opfatte den vi møder som en næste.

At møde sin næste som en næste er ikke naiv godtroenhed, sådan som det af og til opfattes, for vi kan ikke undgå at lære af vore erfaringer. Har man inviteret en tyv på frokost, som efter kaffen snupper sølvtøjet, gør man det ikke igen. Overlader man bydele til direkte kriminelle elementer, må man miste sin uskyld, gribe ind og måske med hård hånd. Ser man så ikke længere sin næste som netop en næste? Jo, det kan man sagtens, for man kan som kristen godt se igennem sine egne forholdsregler, at de må til for at beskytte noget kærlighed, så at ikke al kærlighed bliver kvalt. Men vi må tøve med at kalde forholdsreglerne for kærlige. Vi lever stadig i syndens verden. Jesu ånd har endnu ikke sejret overalt, langt fra endda, og verden har endnu ikke set den sidste krig.

Til sidst skal vi understrege, at det meditative element i dobbeltbevægelsen ikke er en lov, vi skal følge, men en hjælp vi kan bruge. Jesus peger flere gange på og da ikke mindst i Johannesevangeliet, at vi skal gøre ligesom ham. Han giver os forbilleder. Samtidig står det klart, hvilket også fremgår tydeligt af Johannesevangeliet, at hvor han går hen, kan vi ikke følge ham.

Hvad betyder det?

Det betyder, at den direkte én til én efterligning af Jesus skal vi holde os fra. Den kan vi alligevel under ingen omstændigheder leve op til. Som nutidens disciple kan vi stille os ind under åndens myndighed ved f.eks. at læse afskedstalerne højt, de står i kap. 13-17, igen og igen og lytte meditativt; vi kunne også kalde det en meditativ læsning, som på et eller andet tidspunkt ville komme til klarhed om sig selv, altså blive til en art lille pinse. Skriften – i dette tilfælde Johannesevangeliet – bliver da til en hjælp, en åndens støtte, en hjælp til inderliggørelse, så at ånden kan springe rigtigt ud af dobbeltbevægelsen, måske endda ligesom blomsterne springer ud. Det er den samme guddommelige kraft, der står bag begge dele. Amen.

At modtage nadveren er at lære at tage imod, for at give ud, altså at hengive sig til en dobbeltbevægelse. Hvad man får, er Jesu ånd, kærligheds og sandheds ånd, hvad man giver, er Jesu ånd, kærligheds og sandheds ånd.

Denne ånd blev bundet til nadverens brød og vin, det daglige livs måltid, og til det daglige livs kærlighed, så at vi hver dag kan være på vej mod kærlighed og sandhed.

Amen.