Hvad i alverden var det dog, der skete med disciplene pinsedag? Tager man beretningen fra Apostlenes Gerninger helt bogstaveligt, er det selvfølgelig ikke nødvendigt at stille spørgsmålet. Så skete det, som står beskrevet. Tager man derimod ikke beretningen bogstaveligt for i stedet at høre den som en beretning om en aldeles overvældende begivenhed, hvortil der måtte opfindes et helt særligt sprog, stiller sagen sig anderledes. Ser man på beretningen som et forsøg på at skildre noget helt nyt, der samtidig skal kunne overgå os selv, kan vi ikke stille os tilfredse med bogstavelighed. Vi må bagom og have et svar, vi i nogen grad kan identificere os med.

Så hvad skete der med disciplene pinsedag? De kom til en pludselig erkendelse af, hvad deres tid sammen med Jesus fra Nazareth havde betydet. De opdagede, at de i løbet af de ca. tre år var blevet nogle andre mennesker. Selve erkendelsen var nok pludselig, men processen frem mod erkendelsen var langstrakt og uhyre begivenhedsrig. Der var sket så meget, som de ikke havde forstået, da de stod midt i det; der var sagt så meget, de ikke havde begrebet; der havde været så mange fejltrin og misforståelser, så mange pinagtige afsløringer; der var udstedt dækningsløse løfter; så meget naiv velvilje og ærekærhed havde ledt dem på afveje for ikke at tale om svigt og bedrag. Alt sammen samlede det sig for disciplene på pinsedagen, så de ikke alene var i stand til at erkende det og indrømme det; de så det også i et helt nyt lys. Det betød noget andet, end de først havde troet.

Disciplene blev indhentet af deres fortid, men ikke i den forstand, vi plejer at bruge dette udtryk. At blive indhentet af sin fortid betyder normalt, at skjulte gerninger kommer frem i lyset. Forbrydelsen bliver opklaret. Eller små og store undladelsessynder viser sig at have omfattende konsekvenser. Halvgjorte initiativer står og stritter, pludselig synlige for alle som et ufærdigt hus. Eller man sprang over, hvor gærdet var lavt og først nu, langt senere, snubler man alligevel i det. Gærdet rykkede med.

For disciplene skete snarere det modsatte. De blev nok indhentet af deres fortid for så vidt, som de hele tiden blev mindet om den. Men de blev samtidig sat fri af den. De opdagede, hvor mange gange Jesus havde tilgivet dem, hvordan han havde båret over med dem, at han havde keret sig om lovens ånd frem for dens bogstav, at han havde frelst mennesker fra sygdom og død for, at det alt sammen skulle kunne omsættes til nutid. Det vil sige til virkelighed for de til enhver tid levende mennesker.

Man kunne sammenligne disciplenes situation med et skæbnesvangert kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde. En gift mand og en gift kvinde møder hinanden, og det viser sig umuligt for dem at komme fri af mødet. Begge forsøger de at vende tilbage til deres respektive ægteskaber, som de aldrig har ønsket at komme ud af. Den nye kærlighed kommer på tværs og er i vejen samtidig med, at de begge er opfyldt af netop kærlighed. Deres nye kærlighed vil betyde brud, og de vil såre og måske endda ødelægge andre mennesker. Altså forsøger de af alle kræfter at se bort fra den nye kærlighed. Den vil nok drive over. Men den nye kærlighed driver ikke over, og de må ses igen. Først i det skjulte og i grunden uudholdeligt, indtil kærligheden ikke længere kan holdes tilbage. De må have hinanden, koste hvad det koste må.

Nået så vidt bliver de elskende glade, og det er også nødvendigt. For glæden skal kunne omfatte den skyld, de må bære på, og som ikke forsvinder. At den nye kærlighed og glæden kan omfatte skylden betyder, at følelsen af skyld forsvinder, at livet ikke bliver sorgtungt og skyldbetynget. Den objektive skyld derimod; at man gjorde, som man gjorde, og gjorde fortræd, dén forsvinder ikke. Fortiden forsvinder aldrig, men den skifter betydning, og ser man den i lyset af en uomgængelig kærlighed, så findes der også tilgivelse; så er meningen, at man skal sættes fri af fortiden som en byrde, viste Jesus disciplene. Hans kærlighed skulle sætte dem fri, selvom de havde pådraget sig meget skyld.

Da disciplene første gang anede, at Jesu liv var levet med den hensigt, at alt hvad han havde sagt og gjort, var sket for deres skyld, for at de skulle leve og være glade, for at de skulle blive frie mennesker, blev de fortumlede og bange. I tiden mellem påske og pinse holdt de op med at være bange fordi, Jesus viste sig for dem og forklarede dem meningen med hans lidelse og død; at tilgivelse og dermed frihed er skabende magter mellem mennesker.

Til pinse kunne glæden ikke længere holdes tilbage. Den blev til det mod, som skulle til for at gå ud i offentligheden med alt, hvad de havde oplevet, og ikke mindre med alt, hvad der nu levede i dem. Disciplene havde ikke længere noget at skjule. De fortalte sandheden om Jesus fra Nazareth; at han var Kristus, som stod i et kærlighedsforhold til enhver, han mødte. Og de fortalte om deres eget forkvaklede forhold til sandheden; at de ikke kunne se og heller ikke ville vide af den. Disciplene lagde en helt ny ærlighed for dagen, som satte deres egen ære til side for at henvise til Kristus i stedet.

Denne ærlighed ses overalt i Det nye Testamente, for hvem er det, som fortæller om Peters svigt skærtorsdag? Hvem er det, som fortæller om disciplenes latterlige indbyrdes konkurrence og stridigheder? Hvem er det, som fortæller om deres uforstand og manglende tro? Det er disciplene selv og deres efterkommere. Intet holdes skjult, for sandheden skal frem. Det eneste, der i længden kan bygge op og skabe klarhed og dermed også befri de betrængte hjerter, er sandhed, viser disciplene med deres eksempel. Dog ikke et eksempel, de beslutter sig for at stadfæste som en ærefuld og modig beslutning, men derimod et eksempel, de blev udvalgt til at være. De skulle bære vidnesbyrd, som det kom til at hedde.

Man kunne også sige: På pinsedagen opgav disciplene deres frygt og modvilje mod at bære vidnesbyrd. Ligesom Moses ved den brændende tornebusk. Da han så den og hørte Gud tale blev han skræmt og ville ikke adlyde. Det var for uoverkommeligt. Han kom med alle mulige undskyldninger for ikke at vende tilbage til Ægypten og føre israelitterne ud af trældommen, men endte med at måtte bøje sig. Han skulle føre israelitterne ud af Ægypten. Hans hjerte blev omvendt ikke mindst af frygt. Også disciplenes hjerte blev omvendt, men af sandhed og glæde. Ikke af frygt. Glæden ved at kunne tale sandt og den åbenlyse tillid til, at det var det eneste rigtige at gøre, var en enorm kraft, ja selve den frie skaberkraft. Disciplene kaldte selv denne kraft for fred og glæde i Helligånden.

Det er hver eneste detalje i denne historie, både alt det der er skrevet ned, og det som tilsyneladende er forsvundet i historisk glemsel, som på pinsedagen bliver til ånd.
Hvad vil det sige?

Ånd forekommer mange at være et mærkeligt fænomen, og det bliver i særlig grad mærkeligt i forbindelse med Helligånden. Det skyldes sandsynligvis, at ånd er blevet forbundet med ånder, altså spøgelser og overtro, som videnskaben jo næsten har taget livet af. At vi er forbeholdne over for fænomenet ånd forekommer imidlertid så meget mere mærkeligt, idet vi alle kender til det alle fra nærmeste hold. Vi kender det som stemning eller atmosfære, som ’Ånden fra ’48 eller ’68, og vi taler helt ubesværet om f.eks. ånden på en arbejdsplads eller i et hjem. Samarbejde kan foregå i en forkert eller rigtig ånd osv., osv.

Sagen er blot, at vi ikke kan forklare, hvad det er, selvom vi har gjort talrige erfaringer med fænomenet ånd. Vi kan kun i nogen grad forklare hvorfor, og slet ikke hvordan ånd gør indtryk på os, eller hvordan vores egen ånd gør indtryk på andre. Åndelig bevægelse forbliver et mysterium, selvom vi har meget at sige om netop åndelig bevægelse og gerne taler om det. Vi ved godt, at det er uhyre betydningsfuldt.

Når vi da taler om Helligånden gælder det samme forhold. Helligånden udmærker sig ved et andet indhold end al anden ånd. Den er både stærkere og mere omfattende end al anden ånd, den er kærligheds og sandheds ånd, den er frimodig og skaber glæde, og der er en del mere at sige om den, som alt sammen tydeliggøres med Kristus. Når vi skal vide noget om Helligåndens væsen, skal vi altså hente denne viden hos Kristus og hans påvirkning af disciplene.

Det afgørende er nu, at den historie kan blive vores egen historie på samme måde som to elskende bliver hinandens historie, idet de træder ind i hinandens liv. Vi træder ind i Jesu Kristi historie og udsættes dermed for hans ånd. I princippet på samme måde som disciplene. Vi tror på, at det ikke alene er både godt og rigtigt, men også at netop dette er menneskers vigtigste potentiale, for Helligånden vil gøre noget ved os, ligesom den gjorde noget ved disciplene. Og lader vi hånt om Helligånden, vil en anden ånd gøre noget ved os, og lige meget hvilken, vil det være et dårligt bytte.
Helligånden vil efterhånden kalde på al den kærlighed og sandhed, som verden har brug for, og netop således vil den gang på gang sprænge rammerne for, hvad vi tror, et menneske er og skal være.

Dét kan alene lade sig gøre, hvis vi får det rigtige forhold til den fortid, vi alligevel ikke kan slippe af med, dvs. et ærligt og tilgivende forhold, som er det første, Helligånden vil udvirke. Således bliver vi rigtigt placeret i vores nutid, fortidsbevidste og fremtidsvendte, opfyldt af et levende håb, ”… for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.”

Amen