Farisæisme er en væmmelig sygdom. Ikke alene er den grim at se på hos andre. Den er væmmelig at opdage hos sig selv, og man kan endda ikke være helt sikker på, om man har den eller ej. Vi kalder den en sygdom, men den kan ikke sammenlignes med influenza, som går over igen. Den kan heller ikke sammenlignes med dødelige sygdomme, som vel går over, men tager patienten med sig, hvor den går hen. Farisæisme er en sygdom i hjertet, men er hverken en hjertekarsygdom eller en psykisk lidelse; begge dele kan vi sætte ind over for med behandling, men farisæisme kan ikke på samme måde behandles. Farisæisme hænger sammen med menneskets trang til at gøre det gode og det rigtige, og hvem kan eller vil behandle den trang?

Der er næppe nogen fortælling som denne om farisæeren og tolderen, der har fortalt os, hvad farisæisme er: Selvretfærdighed, selvgodhed eller selvfedme, som det også kaldes, skønt dette moderne udtryk oftest bruges let ironisk og om noget, man kan føle helt for sig selv. Farisæisme er derimod, som fortællingen viser, et anliggende mellem mindst to mennesker, hvor den ene føler sig bedre eller offentligt påtager sig at være bedre end den anden, idet han peger på sig selv; ingen farisæisme uden sammenligning. Så kan det være mere eller mindre skjult eller underspillet, hvad det ofte er netop i Danmark.

Et påtrængende eksempel
Og lad os bare – som påtrængende eksempel – tage det mest ubekvemme, vi kan finde: Vores forhold til flygtninge og indvandrere, og her tænker jeg ikke specielt på begivenhederne i og ved Brorsonskirken i København (hvad vi nok skal komme tilbage til). Vi skal lidt længere tilbage i historien.

Da flygtninge- og indvandrerspørgsmålet tog fart for ca. 25 år siden, blev de meningsdannere og politikere, som tog spørgsmålet op, beskyldt for at være umenneskelige racister. På samme måde har det været i debatten om islam. Mange af dem, der har kritiseret islam, er blevet beskyldt for at være islamofober og hade muslimer. På den måde bliver et reelt politisk eller kulturelt spørgsmål, forholdet til indvandring og integration, gjort betændt og næsten umuligt at tale om, for man taler jo helst ikke med umenneskelige racister.

I denne debat var der meget farisæisme og selvgodhed. De gode humanister, de mest menneskelige mennesker, var ikke i tvivl om, hvem de selv var, og at de stod for det gode. Og altså på samme vis med debatten om islam i Vesteuropa: I det øjeblik man som muslim beskylder sine kritikere for at være islamofober eller kalder dem hadefulde, gør man sig først og fremmest til offer, dvs. et menneske, det principielt er synd for, og der er ikke langt til en art omvendt farisæisme, som siger: Se, hvor onde mine kritikere og forfølgere er! Ofret fremstår jo altid som den gode, og modstanderne som de onde. Eller i det øjeblik en abstrakt tolerance gøres til højeste moralske norm for det gode i samfundet, så vokser farisæismen, for så er modstanderne af en sådan tolerance ikke blot politiske eller kulturelle modstandere, men ringere eller ondere mennesker.

En civiliseret kamp og et moralsk anliggende
Problemet med farisæisme i politik opstår i meget høj grad, fordi vi har svært ved at anerkende, at politik er kamp, før det er noget andet. Civiliseret kamp, nuvel, men kamp om magten, hvor krigen så blot er en forlængelse ud i det meget beklagelige. Og når der kæmpes har den ene part sjældent noget at lade den anden høre med hensyn til kynisme, taktisk spil og motiver, der helst ikke tåler dagens lys. Hvorfor? Fordi det gælder om at vinde; det kan jo være livet om at gøre. Og man tager farve af hinanden. Man bliver ikke et godt menneske af at bekæmpe det onde. Churchill hørte således om et par tyske kampvognsbesætninger, der havde overgivet sig til engelske soldater, men var blevet skudt ned, da de gjorde det. Englænderne ville have hævn, efter at have lidt tab. Churchills kommentar var: ”Ja, der sker frygtelig meget ondt i en krig.”, hvorefter han fortsatte sit arbejde. Churchill var ikke farisæer.

Og nu til Brorsonskirken i København, som repræsenterer et moralsk anliggende, der ganske vist er fedtet godt og grundigt ind i politik, men som i sin kerne er moralsk, for hvordan skal man forholde sig til mennesker i nød, og endda hvor nøden skyldes konflikt med myndighederne? Vi skal ikke her forholde os til, hvor vidt det er rigtigt eller rimeligt, at irakerne er udvist, om de skal blive i landet eller ej. Vi skal heller ikke sætte spørgsmålstegn ved den menneskelige nød, som der åbenlyst er tale om. Der er virkelig tale om en ikke blot en tragedie, men mange, og sagen er i sine mange facetter dybt anfægtende.

Her skal vi kun forholde os til den moralske argumentation, at det er en næstekærlig handling ikke alene at hjælpe irakerne, men i særlig grad at give dem ophold i kirkens krypt. Kirken skal vise næstekærlighed, og derfor er kirken et fredhelligt sted. Næstekærligheden er det bærende argument, men det er netop et farligt argument med et stort farisæisk potentiale.

For det første må man spørge folkene omkring Brorsonskirken, om man så er udelukket fra at være næstekærlig, hvis man mener noget andet, at irakerne f.eks. skulle hjælpes på en anden måde?

For det andet må man spørge, om næstekærligheden gælder specielt for disse mennesker, og ikke for alle de andre, som er blevet afvist, og som bekymrede har måttet vende hjem til Irak?

For det tredje må man spørge, om dansk lovgivning og dermed myndighedernes beslutninger er uden påvirkning fra netop forestillinger om næstekærlighed?

For det fjerde må man spørge, om det at tillade irakerne at blive i kirkens krypt, ikke var at gøre dem en bjørnetjeneste? Havde de ikke været bedre tjent med at blive skjult i private hjem f.eks.?

En og anden vil indvende, at sådanne spørgsmål blot er undskyldninger for at fravige det simple og direkte bud om at hjælpe sin næste, at give den tørstige noget at drikke, mad til den sultne og ly til den husvilde, som Jesus selv siger det. Det er en anfægtelse, som fortjener at blive taget alvorligt, og det er nok en orm, der gnaver i mange, som mener, at myndighederne handlede rigtigt, da kirken blev ryddet. Samtidig handler sagen om irakerne om meget mere, om politik på mange niveauer, om de danske myndigheders forvaltning, folkestemning osv. Den handler anderledes sagt om forvaltning af et moralsk bud i en situation, hvor der uundgåeligt vil være tabere. Et moralsk dilemma kort sagt, der altid er kendetegnet ved, at lige meget, hvad man gør, vil det være forkert.

Kirkens forkyndelse – en forudsætning for næstekærlighedsbuddet
At føre næstekærligheden som banner i den situation kan dårligt undgå at blive farisæisk. Menighedsrådet i Brorsonskirken, de danskere, som har været med til at planlægge det hele, for en spontan barmhjertighedsgerning har besættelsen af krypten aldrig været, har vidst, at deres aktion ville blive argument i den politiske kamp om asylpolitikken, og det har de også villet; det er kommet frem. De synes regeringens politik er ukristelig, og at kirken må tale imod. Men så har man også patenteret næstekærligheden, og de er i færd med at gøre sig selv til kirken. Så har man gjort sig selv til den gode, og ens politiske ellert kulturelle modstandere til de ’næste-u-kærlige’, i stedet for blot at lade dem være netop politiske modstandere.

Det ejendommelige er, at næstekærlighedsbuddet skal forvaltes uden for kirken, idet næstekærligheden skabes i kirken af Guds ord og ikke af mennesker. Næstekærligheden kan ikke gøres dér, hvor den bliver til; på samme måde som øjet har en blind plet, der er forudsætningen for, at det kan se, men den blinde plet kan man netop ikke se med. Kirkens forkyndelse er forudsætningen for, at buddet om næstekærlighed kan gøres gældende og virke i verden, og at vi hver især måtte høre det, som vi kan, og gøre derefter så godt som vi kan. Det bør ske uden for kirken. Sker det inden for, har man defineret, hvad næstekærligheden er, og al frihed er væk.
Dermed fraskriver vi ikke irakernes danske hjælpere ægte moralske motiver for at gøre, som de har gjort. Vi siger heller ikke, at asyllovgivningen ikke kan være forkert og slet ikke, at man som kristen ikke kan være forpligtet af sin samvittighed til at gå imod de lovlige myndigheder. Vi taler kun om, at næstekærligheden bliver farisæisk af at blive patenteret og gjort håndterlig som en politisk korrekt størrelse. Vi taler om, at der blandt dem, der demonstrerer og støtter, er nogle, som mener og siger, at deres politiske modstandere er onde og kyniske mennesker til forskel fra dem selv. Det er farisæisme.

Kirken og dens opgave
Som menighed skal I vide, at jeg som jeres præst har taget stilling i sagen. Jeg har skrevet under på en erklæring, der afviser, at kirkerummet i sig selv skulle være helligt og ukrænkeligt og dermed brugbart som et helle i samfundet, hvorfra der altså omkostningsfrit kan politiseres og gives næring til den farisæisme, som er en fare for os alle; dette sidste står ikke i erklæringen, men udspringer af mødet med dagens tekst. Det er derimod Ordet og forvaltningen af sakramenterne, der gør et hus helligt og kan gøre et hvilket som helst rum til et kirkerum når som helst. Erklæringen handler således om, hvad kirken og dens opgave er, også i forhold til staten, og at kirke og stat har to forskellige opgaver. Disse opgaver skal man ikke blande sammen, men som menneske i en konkret situation kan det være umuligt ikke at gøre det, hvis man gerne vil gøre det nødvendige eller må følge sin trang til at ville gøre noget godt. Det gør situationen om irakerne i kirken så vanskelig.

Når det imidlertid forekom mig rigtigt at skrive under på erklæringen, som har været offentliggjort, skyldes det den forudgående erklæring fra traditionelt mere moraliserende kredse i dansk kirkeliv om, at kirkerummet er helligt og blev krænket med politiets aktion. At et kirkerum skiller sig ud fra andre rum, og at vi har særlige følelser forbundet med vore kirkerum er utvivlsomt, og sådanne følelser bør man i almindelighed tage et vist hensyn til. Men det er hverken paulinsk eller luthersk eller for den sags skyld grundtvigsk kristendom at hævde, at selve rummet er helligt. Et sådant synspunkt giver efter min bedste mening grobund for farisæisme: At dem, der måtte tale indefra dette, hellige, ukrænkelige rum selv får et skær af hellig ukrænkelighed. Deres ord (lige meget hvad de måtte sige) får en særlig status, som ikke skyldes højere grad af sund fornuft, men et ikke-kritiserbart krav om hellighed. Det kan man naturligvis benægte, men hellighed og farisæisme har det nu engang med at følges ad, især hvis mennesker har hensigter med det hellige, hvad enten de så er politiske som på Nørrebro eller personlige som i fortællingen om farisæeren og tolderen.

Hvad så med dig selv, præst! Jeg må som enhver anden lægge øre til fortællingen om farisæeren og tolderen, granske mit hjerte for at finde ud af, om det er farisæeren eller tolderen i mig, der i dag skal tales til. Er man på vej mod farisæisk hovmod eller selvudslettende ydmyghed? Hør selv! Begge dele trænger til at få et ord med på vejen.

Amen