”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”
Disse ligefremme og dog svært tilgængelige ord, som indleder Johannes evangeliet, er så svangre med betydning, at det næsten svimler for både øjne og øren. ”Ordet” er en oversættelse af det græske logos (jf. logik, logaritmer, logistik, dialog etc.). Det betyder både ord, mening og orden, men for det meste simpelthen fornuft; den fornuft, som ifølge evangelisten Johannes gennemstrømmer hele verden og har gjort det siden verdens begyndelse. Det er fornuften i bred betydning, altså både den almindelige sunde fornuft, den strengere, videnskabelige fornuft og endelig den guddommelige fornuft ved hvilken, verden er skabt.

Vi tager lige sætningen én gang til, hvor vi oversætter logos til fornuft i stedet for til Ordet. Så lyder den: I begyndelsen var fornuften, og fornuften var hos Gud, og fornuften var Gud. Nu får vi at vide, at logos, fornuft og Gud er uadskillelige, og har man ikke følt sig svimmel endnu, er det tid at blive det. Det strider mod det, vi er blevet vænnet til at tænke og tro.

Vi er i høj grad vænnet til at sige, at fornuften ikke har noget med Gud at gøre. Man kan f.eks. ikke ved hjælp af logik eller matematik bevise eller modbevise Guds eksistens. Videnskaben har ikke meget at sige om Gud og afholder sig da også gerne fra det. Det overlader vi til religionen, siger videnskaben høfligt og interesserer sig i øvrigt ikke mere for religion, men kun for hvad videnskaben rent faktisk og med stor sikkerhed kan udtale sig om. Religion er stadig videnskabeligt set et lidt obskurt fænomen.

Vi er endda vænnet til, at kritikken af kristendommen, ja af al religion, ligger i direkte forlængelse af videnskaben og dermed af fornuften, for videnskaben har for længst gjort det usandsynligt, at vi vil finde Gud for enden af teleskoperne. Guds eksistens er blevet stærkere og stærkere betvivlet på grund af videnskaben. Gud er blevet trængt ud af fornuftens synsfelt, og ateisterne føler sig i offensiven. Videnskabens fremskridt og kritikken af kristendommen hører sammen, ligesom afkristningen af Europa, som mange hylder - de såkaldte sekularister, og den enøjede og hovmodige fornuft hører sammen.

Johannes prologen fortæller imidlertid en ganske anden historie, at Gud og den menneskelige fornuft hører sammen. Tro og fornuft er to sider af samme sag. Vi har som mennesker del i den fornuft, som ikke alene gennemstrømmer verden, men som også Gud er. Gud er fornuftig. Eller Han har skabt verden i overensstemmelse med sin fornuft, og denne fornuft har mennesket del i. Vi kan og skal med vores fornuft finde ind i den skabte verden, udrede forhold, arbejde videnskabeligt med alt, hvad vi har af evner og energi, for at finde længere og længere ind den guddommelige fornuft, der er nedlagt i den skabte verden. Verden er ikke blot en ansamling af sten og ting; den er i sig selv udtryk for den orden, som findes hos Gud.

Jamen, er det ikke at afskaffe troen? Er det ikke betænkeligt nær ved at erstatte Gud med fornuften og tro med viden? Overhovedet ikke! For hvad finder videnskaben ud af, når den således fordyber sig i den skabte verden? Sammen med de mange, fantastiske resultater og udviklingen af en imponerende snilde, opdager videnskaben mysterium efter mysterium. For hver nye opdagelse er der ti nye spørgsmål. For hver nye galakse, vi opdager i verdensrummet, ved vi samtidig mindre om dets egentlige skabelse og sammensætning. Hvad verden og livet er, henligger i et mysterium, der vokser påtrængende med vores viden og kunnen. Det er et evigt forhold, og vil aldrig kunne underordnes vores fornuft.

Troen på at verden er skabt af Gud, understøttes således af fornuften, ifølge Johannes, også den moderne fornuft, for videnskaben møder igen og igen sin egen begrænsning og peger dermed udover sig selv. Samtidig afslører den en skønhed, så velordnet og overvældende, at den udfordrer os og dog i sin grund er ubegribelig. Vi kan med vores fornuft se det skønne, det velordnede og det overvældende, som vi og vores fornuft altså er en del af. Det er genkendelse. Vores fornuft er en refleks af skaberværkets velordnethed eller vi er, som det altid har heddet, skabt i Guds billede.
Denne samhørighed mellem tro og fornuft bliver åbenbaret med Jesus Kristus, som blev født i nat. Det er hans liv og gerning, som ifølge Johannes sætter os i stand til at forstå troen og fornuften, som to sider af samme sag. Hvordan det?

Idet Gud blev menneske og gav sig ind under menneskelige vilkår, befandt han sig i den menneskelige fornufts sfære. Ingen kan være blandt mennesker uden et minimum af fornuft. Ingen overlever på jorden uden at kende naturen og forholde sig praktisk og fornuftigt til den. Samtidig var Kristus uindskrænket Gud og derfor et omvandrende mysterium i menneskenes verden, men altså uden at opføre sig dumt eller ufornuftigt i forhold til, hvad han ville, og hvad hans opgave var. Sagen er, at Johannes på denne måde fortæller, at fornuftens oprindelse er et mysterium, men dens brug er det ikke, for den skal udfolde sig i verden og trænge ind i verdens natur. Med fornuften skal mennesket tjene verdensordenen eller altså tjene Gud. Kristus er vejen, måden at gøre det på, og hans ånd skal være vores måde at gøre det på.

I Vesterland, i Europa skal vi altså være stolte af vores fornuft og dét endda på flere måder. Der er selvfølgelig dens bedrifter, biler, computere, hospitaler og hvad vi ellers har opfundet. Dernæst er der fornuftens evne til at kritisere sig selv. Bliver vi ved bilerne, computerne, hospitalerne og de behageligheder, som det moderne liv har givet os, så er vi i øjeblikket på vej ind i en kæmpeindsats for at modgå de skader, som den hovmodige fornuft har skabt, den fornuft, som tror, den kan tillade sig hvad som helst og ikke ser sig selv som en del af Guds skaberværk, står nu til kritik.

Den sande fornuft, konfirmeret af Kristi liv og gerning, som ved om sig selv, at dens fornemste opgave er at finde ind i skaberværket og se sig selv som en del af det, kritiserer sit eget, vilde afkom, rationalismen, og kalder sig selv til orden, for den har ladet dette vilde afkom gå uopdraget omkring. At fornuften er konfirmeret af Kristi liv og gerning er det samme som at sige, at den er bundet til troen, og kun sådan kan fornuften forblive sand og fri i sit virke. Troen er ikke et diktat, men en overbevisning om, at der en orden i skabelsen, som fornuften skal finde ind i.

At fornuften er bundet til troen betyder flere ting. For det første at den altid vil vide, at den er begrænset, ikke bare midlertidigt, men principielt og evigt. For det andet at den kommer efter troen; den er underordnet noget højere end sig selv. Den skal lade sig gennemlyse af Kristi ånd ved hele tiden at være opmærksom på, hvad der kan komme ud af det. Det kan ingen vide, men at sætte sig i situationen er vigtigt, for det er ensbetydende med at se verden som skabt og lade fornuftens opgaver udspringe af denne skabthed. Verden er aldrig blot materiale. Bjerge, dale, træer, floder er altid mere end blot bjerge, dale, træer og floder, og skulle vi have svært ved at huske det, vil en flods smukke bugtninger, bjergets fantastiske højde minde os om det – medmindre vi har glemt alt om tro. Dét må ikke ske, og det må vi i det kristne Vesterland besinde os på. En genetiker, en videnskabelig frontfigur i fornuftens fortrop, fortalte således, at han arbejder med DNA både i en kunstig form og som rigtige, levende celler. Og, tilføjede han, der er en forskel; det levende DNA kalder på en vis ærefrygt, hvad det kunstige ikke gør. Denne ærefrygt er beslægtet med troen og må ikke gå tabt.

At fornuften er bundet til troen, dvs. får sin rette betydning af Kristus, medfører for det tredje, at mennesket får den rette placering i verden. Vi er udrustet med den ære og værdighed, som følger af fornuften og ikke mindst ansvaret for at bruge den. Det stiller store krav til os, krav som vi igen må opdage og tage på os. Vi har kendt til dem tidligere. Det begyndte, da Europa blev bygget op som et kristent Europa efter Romerrigets undergang, hvor dette særlige forhold mellem en stærk tro og en fri fornuft var et vigtigt redskab. I de sidste par hundrede år er forholdet blevet slidt grundigt ned, for fornuften blev hovmodig og gik på egen hånd. Og kirken havde såmænd også svært ved at se sit eget barn blive voksent. Derfor fik vi et klassisk, freudiansk familieopgør mellem tro og fornuft, hvor børnene, fornuften og videnskaben gjorde oprør mod forældrene, troen og kirken. Om vi kunne have undgået dette opgør er ikke til at vide. Det er ikke sandsynligt, for vi lever som bekendt i en falden verden.

Vi kan imidlertid undgå at fremture i dette opgør. Vi må genopdage det rette forhold mellem tro og fornuft, ikke ved at genopfinde middelalderen eller på anden måde efterligne fortiden. Det har trods mange behjertede forsøg aldrig kunnet lade sig gøre. Det må derimod ske ved, at vi for det første indrømmer, at mennesker er religiøse, og at vi derfor må påtage os den eneste religion, som kan bestride det rette forhold mellem tro og fornuft: Det er kristendommen. Dernæst må vi netop i praksis vise, hvordan fornuften skal bruges rigtigt. Vi skal fortsætte ad videnskabens vej, lade matematik, fysik og biologi blomstre, lade kunstnere bruge indsigterne helt frit og samtidig have blikket rettet mod menneskets ære og værdighed, som er indfældet i skaberværket.

Forholdet mellem troen og fornuften, menneskets nye ære og værdighed og impulsen til vores praktiske medmenneskelighed, kom til verden julenat, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Amen