|
I Hammerum og Herning Valgmenighedskirker, Lukas 10,23-37
Salmer: 739 – (391) – 52 – 27 – (164,4-5) – 598
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er om noget
blevet sindbilledet på opfattelsen af den kristne næstekærlighed. ”Gå du hen
og gør ligeså!”, siger Jesus og det lyder som en ret simpel opfordring. Når
den så sammenholdes med andre opfordringer til at hjælpe tørstige og sultne,
har man tilsyneladende opskriften på den kristne næstekærlighed. Sådan
bliver den ofte forstået, og det forekommer da også nærliggende, ikke mindst
fordi næstekærligheden faktisk kan ytre sig på den måde, som den
barmhjertige samaritaner viser. Han opfylder buddet om næstekærlighed.
Ikke desto mindre går det galt, hvis vi eller andre vil legitimere vore
handlinger med næstekærligheden og dermed med samaritaneren. Selvom den
barmhjertige samaritaner handler næstekærligt, er det ikke så ligetil at
lægge sig efter hans handling. Skal en handling fortjene navnet
’næstekærlig’, skal der mere til end blot ydre foretagsomhed eller gode
hensigter, og vil vi ikke vide af dette ’mere end’, kommer vi hurtigt i ret
store vanskeligheder.
Interessemodsætninger og blindhed
Vil man eksempelvis føre politik direkte på buddet om næstekærlighed, vil
man hurtigt blive fanget i interessemodsætninger. Man kommer til at
prioritere mellem den, der skal hjælpes; man må vælge og docere sin
næstekærlighed i form af forskellige bevillinger. Man bliver nødt til at
lave beregninger, og der vil selvfølgelig komme overvejelser, om det nu også
er klogt, hvad man næstekærligt har i sinde, om det er muligt at formulere
en lov, der ikke undergaver andre forhold osv. Så er man allerede ret langt
fra samaritanerens konkrete indsats, at han uden mange overvejelser og
bagtanker gjorde det fornødne i situationen. Den barmhjertige samaritaner
fungerer ikke så godt som forbillede, hvis man står og skal hjælpe mange,
eller endnu værre: Hvis man bliver nødt til at hjælpe nogle på andres
bekostning, hvilket ikke er særlig ualmindeligt.
At føre politik direkte på buddet om næstekærlighed kan desuden medføre, at
man bliver blind overfor, at der i politik altid er interessemodsætninger.
Optændt af samaritaneren som ideal, vil man gerne gøre godt, og man ser
målet uden at ænse vejen, man må gå. I så fald er man måske et sympatisk
menneske, men en naiv politiker.
Hinandens næste
At lignelsen har haft en stor betydning for vores kristne samvittighed, at
den har inspireret til både konkret lovgivning og politisk engagement er en
kendsgerning, der har bragt meget godt med sig. Det er imidlertid ikke det
samme som at have lignelsen som ophøjet norm for næstekærligheden.
For at anerkende det, må vi forstå dette ’mere end’, vi omtalte før. Vi må
have endnu en side af næstekærligheden med. Den findes i lignelsen, endda på
et centralt sted, men overhøres ofte. Jesus spørger den lovkyndige, som har
fået ham til at fortælle lignelsen, hvem ”den mands næste var, der faldt
iblandt røvere?” – ifølge den gamle oversættelse. Det er her samaritaneren,
der får en næste og ham, der får en lejlighed til at gøre godt, og ikke bare
den forslåede i vejgrøften, som bliver hjulpet. Den gamle oversættelse er
bedst, fordi den giver plads til, at den forslåede og samaritaneren kan
blive hinandens næste i én og samme bevægelse. Den nye oversættelse
fokuserer på dette sted entydigt på manden i grøften.
Hvorfor nu dette lille stykke filologi? Fordi det med den gamle oversættelse
kommer frem, at næstekærligheden har karakter af en gave. Kærligheden er
ikke blot noget, der kommer den trængende til gavn, men er også god for den,
som udfører den næstekærlige handling. Ikke fordi han dermed får ros og
måske endda en præmie for selvopofrelse, men fordi han er opfyldt af Guds
vilje og derfor gør den gode gerning. Næstekærlighed som gave er noget, der
hænder for et menneske, en vilje, som tager bolig i hjertet, og som kommer
fra Gud. Og bor denne vilje i et menneske, kan man slet ikke undgå at gøre
gode gerninger. Martin Luther siger: ”Påkald Gud, sig Ham tak, forkynd,
lovpris og bekend Gud. Gør vel imod din næste og tjen ham. Pas dit arbejde.
Dette er virkelig gode gerninger, der strømmer frem af troen og stammer fra
glæden i hjertet over, at vi har syndernes forladelse uforskyldt gennem
Kristus.”
(Gal.kom.1,190).
Næstekærlighedens kilde
Herfra udspringer også samaritanerens gode gerning, også selvom han måske
slet ikke var en religiøs mand, der lovpriste Gud, men blot en
forbipasserende, som passede sit arbejde. Han gjorde vel imod sin næste
fordi, han i et eller andet omfang havde tro og glæde i hjertet, hvad han
måske slet ikke havde tænkt nærmere over. Han kunne ikke lade være med at
hjælpe i situationen og måtte derfor gøre noget. Havde der ligget ti i
vejgrøften, havde han ikke kunnet klare det selv. Han havde selvfølgelig
måttet reagere på sit hjertes tilskyndelse, men det havde været noget ganske
andet og langt vanskeligere fordi, han havde været nødt til at overtale
andre til at hjælpe; og så er der allerede andre motiver og et mudret
billede i forhold til den kilde, som næstekærligheden skal springe af, for
fuldt at fortjene sit navn.
Vi skal endvidere have med, at det er en lovkyndig, som giver Jesus
anledning til at fortælle lignelsen. Den lovkyndige spørger, hvordan han kan
få evigt liv. Jesus svarer med et modspørgsmål: ”Hvad står der i loven?” Den
lovkyndige svarer naturligvis rigtigt, og Jesus siger, at han da skal elske
Gud og sin næste som loven foreskriver. Den lovkyndige ville imidlertid
retfærdiggøre sig, dvs. han ville have mulighed for at kunne opfylde loven
og dermed gøre sig færdig med den. Han ville have en slags opskrift på det
evige liv, så han var sikret, uden at besvære med flere tanker om den sag.
Da er det, Jesus svarer ved at fortælle Lignelsen om den barmhjertige
Samaritaner. Og vi ved nu fra lignelsen, at en sådan opskrift på det evige
liv ikke findes. Jesus henviser til Gud, som skaber barmhjertighed i
samaritanerens bryst, den magt, der får dette til at ske, og som ikke er
disponibel for vore hensigter. Gerningerne begynder med troen, hvis de er
næstekærlige. Troen er en mægtig kraft i mennesket, Guds tilstedeværelse, og
altså ikke det samme som en formodning om Guds eksistens eller et
overbevisende billede af hans væsen. Troen er en kraft, endnu en gave, der
tager bolig i mennesket. Men hvordan troen er til stede og hvilke
handlinger, den vil føre til, kan ikke lægges fast. Ja der kan i
virkeligheden ikke siges forfærdelig meget entydigt om det. Samaritanerens
barmhjertighed i situationen er ét eksempel fremført over for en mand, der
for det første prøvede at sikre sig mod Guds retfærdighed ved at gøre den
lille, og som for det andet ikke kunne drømme om, at netop en samaritaner
skulle være den, der gjorde det rigtige.
Alt dette spiller med i lignelsen, altså en eksempelfortælling i en ganske
bestemt situation, hvor den lovkyndige skal have at vide, at den form for
sikkerhed, han efterspørger, ikke kan gives. Han må endda høre på, at de to,
der gik forud for samaritaneren, præsten og levitten, gode jøder i deres
gode ret til at gøre som de gjorde, for loven gjaldt kun blandt jøderne,
ikke gjorde det rigtige. De havde ikke tro nok, eller de troede forkert,
idet de mente at have deres på det tørre. De havde ikke øre for, at der blev
kaldt på dem. Dermed stillede de sig også udenfor troens kraft, og at det er
troen, der fører et menneske og ikke et menneske, der fører sig frem med sin
tro. Samaritaneren derimod gjorde Guds gerning, fordi den blev gjort i tro,
og så vil der altid komme noget godt ud af det.
Indbegrebet af sand kristendom?
Vores problem med Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner er den status,
den har fået. Den fremstår i dag som indbegrebet af sand kristendom.
Lignelsen om den barmhjertige Samaritaner er simpelthen kristendommen, synes
mange, den brede offentlighed, at mene. Lige så lidt som den kan trækkes ud
af kristendommen, lige så lidt kan den bære at være det hele. En af dens
modpoler er Bjergprædikenen, hvor Jesus radikaliserer loven og gør det
umuligt for et menneske at opfylde den. Hvis man begærer en andens hustru
det mindste f.eks., så har man allerede bedrevet hor. En anden modpol er
lignelsen om den rige yngling, som skulle sælge alt, give det til de
fattige, følge Jesus, for at få del i Guds rige.
Jesus problematiserer altså, at vi tankeløst går ud i verden og gør gode
gerninger, dvs. uden at tænke på, at næstekærligheden skabes af Gud i et
menneske, og at denne betingelse er den første for, at der overhovedet kan
være tale om næstekærlighed. Det skal naturligvis ikke få os til at undlade
at tænke barmhjertigheden med i alle forhold, at vi skal kunne lade nåde gå
for ret, at vi skal opdrage samvittighederne til at kende til
barmhjertighed. Det betyder, at barmhjertigheden til dagen og vejen skal
være en del af vores kristne, sunde fornuft.
Hvad dét er, diskuterer vi i øjeblikket lidenskabeligt. Og ja, jeg tænker
igen på irakernes sag, som nu har taget en ganske anden drejning. Nu er
spørgsmålet ikke om misbrug af kirkerummet og en kristelig helt uholdbar
påstand om kirkerummets hellighed. Nu er spørgsmålet, om irakerne har fået
en rimelig behandling (ikke nødvendigvis næstekærlig), om det er klogt at
skjule dem under stor mediebevågenhed, og om samvittigheden i forhold til
loven. Her må hver enkelt netop handle, som situationen byder. Her må man
opveje lov og samvittighed mod hinanden, hvis de skulle være i modstrid. Her
bliver ansvaret konkret og personligt.
Amen |
|
Læs tidligere prædikener
her i arkivet.
|
