Udskriv denne side

Beretning på generalforsamlingen marts 2011

Herning Valgmenighed startede 2010 med en næsten ny bestyrelse. Der var faktisk kun et enkelt medlem, der havde været med i Herning Valgmenigheds bestyrelse over en længere periode. Man kan også udtrykke det således: Det er en bestyrelse med 80 % nye og næsten nye medlemmer.
Det betød så, at vi måtte finde vores form for, hvordan vi ville organisere bestyrelsesarbejdet, og hvordan rollefordelingen skulle udmøntes, da vi i forhold til mange af vores opgaver ikke medbragte rutiner.
Det udfordrede os naturligvis til at sætte tingene i system i forhold til den tænkning, som vi så havde vedr. en brugbar model for en arbejdsdeling i bestyrelsesarbejdet.
I praksis har det blandt andet udmøntet sig i etablering af et intranet, så alle væsentlige dokumenter ligger her i en elektronisk form. Vores brevpapir er ligeledes blevet digitaliseret.

I det tidligere efterår fik Herning valgmenighed en ny forretningsfører. Lis Haubjerg havde jo allerede ved generalforsamlingen marts 2010 meddelt, at det blev sidste gang, at hun aflagde regnskabet for generalforsamlingen i Herning Valgmenighed.
Grethe Nielsen blev ansat som afløser for Lis.
Vi havde to ansøgere til samtale. Ansættelsesudvalget bestod af Niels Andersen, Lis Haubjerg og undertegnede, og til orientering: Vi havde en meget givende proces i forbindelse med ansættelses seancen.
Lis Haubjerg har efterfølgende været en meget stor støtte for Grethe under oplæringsfasen, og Lis har desuden været en uvurderlig hjælp for mig i mit arbejde. Vi må stadig trække på Lis viden, når vi har behov for det. Den officielle tak har du fået, men jeg vil alligevel også ved denne lejlighed udtrykke vores glæde over, at vi fortsat kan bruge dig som spørgebox vedr. økonomi og historik.
Til dig Grethe – der allerede er blevet en fasttømret del af vores gruppe: Velkommen til arbejdet i Herning Valgmenighed. Du er allerede faldet godt ind i rytmen og i vores jargon.

Mortens orlov faldt næsten sammen med, at den nye bestyrelse blev etableret.
Det var bestemt en udfordring for den nye formand, at være uden præst, men Merete Bøye kom og tog over.
Merete var yderst kompetent i arbejdet, et spændende menneske samt en god samarbejdspartner. Så det gik fint under hele orlovsperioden.
Vores almindelige afløser Dorthe Buelund havde ikke mulighed for at hjælpe os særlig meget under Mortens fravær. Hun havde på dette tidspunkt fået masser af arbejde i Holstebro Valgmenighed.

Dorthe Buelund er nu flyttet til Vejle, og vi har dermed ikke mulighed for fremover at trække på Dorthe.
Men vi har fået en ny i afløserjobbet, det bliver i familien om jeg så må sige. Den nye afløser er Merete Bøyes mor: Solveig Bøye, som jo allerede har gjort tjeneste hos os.

Morten – Vi er glade for at have dig tilbage igen med fornyet energi. Vi var helt på det rene med, at man som præst har brug for tid til og mulighed for en større fordybelse end den, som en travl hverdag giver. Din orlovsperiode har også udmøntet sig i mindst to spændende forelæsningsemner, og din viden herfra har du jo allerede formidlet videre i forskellige sammenhænge.

Ny kirketjener – problemfeltet har fyldt meget hos bestyrelsen. Bjarne Kolind Jensen opsagde jobbet, så vi måtte se os om efter en anden. Det viste sig at være en vanskeligere proces end vi troede.
Heldigvis har vi haft mulighed for at trække på Erling Holdgård.
Erling har været til uvurderlig hjælp for os i denne situation. En stor tak til ham for den arbejdsindsats, der er ydet, indstillingen til at løse akutte situationer på fornemste vis, og for den venlighed, som man altid møder, når man beder om hjælp.
Som de fleste har bemærket, har vi fået vores tidligere kirketjener Marie Vesterbæk tilbage. Det glæder os meget, og velkommen tilbage i gruppen til dig Marie.
Per 1. april 2011har vi desuden ansat Peder Brændgaard som kirketjener. Vi ser ligeledes meget frem til det kommende samarbejde med Peder.

Herning Friskoles renovering – ja, det var en udfordring for os – vi blev jo i den periode hjemløs, troede vi.
Men det hele er gået rigtigt godt, alle har været meget hjælpsomme under hele processen. Der er hele tiden fundet løsninger, så vi har kunnet være her.
Og resultatet er blevet fantastisk flot.
Tak til Peter Astorp for den hjælp, som han og medarbejderne på Herning Friskole ydede os, mens alle gik i larm, støv og rod.

I forbindelse med indvielsen har vi givet Friskolen en gavecheck, men den er ikke indløst endnu. Vi har ønsket, at skolen selv måtte være medbestemmende om, hvad pengene skulle bruges til. Vi har dog foreslået, at pengene anvendes til kunst. Noget der er synligt for børnene.

Vi har i det år, der er gået, haft et snævert udvalg siddende bestående af deltagere fra bestyrelserne i Hammerum og Herning vedr. den økonomiske fordelingsnøgle for fællesudgifterne.
Vi har det sidste par år kørt med en fordelingsnøgle, der sagde 50 – 50.
Det har vist sig, at den fordeling af udgifterne var for belastende for Hammerums økonomi. Vi er derfor blevet enige om, at fordelingsnøglen fra 2011 bliver 46 – 54 i Hammerums favør.

Nogle få projekter og andet, der skal nævnes her i dag:
Morgensangen med konfirmander og børnehavebørnene kører fint Konfirmanderne er rollemodeller for de små børn – Alle er velkomne til at deltage i morgensangen. Det kan anbefales. Det er tirsdag morgen kl. 9.00.

Babysalme sang er under fortsat udvikling. Det er Elena og Grethe, der i fællesskab ’kører’ babysalmesang.

Skovbørnehaven – har søgt om et tilskud fra os til et samarbejdsprojekt med Herning Billedskole. Et fantastisk flot projekt, der helt ligger i tråd med visionen for børnehaven.
Vi har bevilget et tilskud til dem. Vi søgte Grundtvigs Forum om et tilskud, men det blev afslået uden begrundelse.

Vi er fortsat glade for det bestående samarbejde mellem Herning Friskole og Herning Valgmenighed – det drejer sig om de traditionelle arrangementer og tiltag, som I kender:

  1. Billedkunstforløb for 7. klasse
  2. Høstgudstjeneste
  3. Advent
  4. Hellig 3 konger
  5. Optakt til påske – påsken synges ind i Herning Valgmenighedskirke
  6. Salmebogsprojekt for små børn. Det er nyt. Morten vil nok sige mere om det.

Der vil fortsat være kirkekaffe sidste søndag i hver mdr., hvis ikke andre arrangementer er planlagt. Kirkefrokost to gange om året.

Vi arbejder stadig sammen med Herning Kirke Højskole.
Her er vi repræsenteret af Frede Kvist og Kate Slinger og undertegnede. Frede Kvist ønsker at gå ud af det udvalg efter mange års arbejde for os.
Kirsten Nygaard har givet tilsagn om, at også indgå i arbejdet her. Frede Kvist ønsker at udtræde af Kirke Højskolens forretningsudvalg. Tak til Frede for det arbejde, som du har lagt her gennem en lang årrække.

Visionsudvalget sammen med Hammerum har været parkeret - ’Sendt til hjørnespark’ om man vil.
Vi har ønsker om, at processen genoptages, og vi er ved at udforme en strategi for, hvordan vi kan komme videre med opgaven. Det er en vanskelig proces, og den er uvant for en bestyrelse i en Valgmenighed, men jeg håber, at vi lykkes med processen, så vi kan få ny viden kanaliseret ind i de to bestyrelser.

Vores medlemstal er vigende, men vi er her stadig, og vi lukker ikke, vi agter at blive her som en både spændende og trendsættende del af det folkekirkelige liv i vores område, og derfor må vi på en eller anden måde gøre opmærksom på, at de to Valgmenigheder er en mulighed for alle aldersgrupper.

Herning Valgmenigheds flotte folder gør det ikke alene. Vi er nød til at blive mere vidende om, hvad vi skal gøre, for at blive mere synlige, så folk aktivt vælger os til – grundet ’Grundtvigs frisættende kristendom’, ’den lyse kristendom’ om man vil – citeret frit efter vores folder.

Det er vigtigt, at vi holder fast i den historie og de værdier, som vor tradition bygger på, og hvor ’story telling’ er et bærende princip.
Vi ønsker at være trendsættende i forhold til samfundsdebatten. Men udfordringen bliver: Hvordan sælger vi den 100 år gamle tradition – de værdier, som vi har haft i generationer. Hvordan sælges de i 2011 – 2013 – 2015 og videre frem, så Herning Valgmenighed også kan komme til at holde 125 års jubilæum - - - - ???
Værdierne skal blive, men måske skal en del af formsproget ændres. Jeg taler ikke om populisme, men i enhver kommunikation er der både en afsender og en modtager, og er der ingen connection mellem de to størrelser, så er alle gode kræfter spildte.

Vi har heldigvis børnehaven. Ja – børnehaven er 1. step, næste step er forberedelsen til konfirmationen, men hvad gør vi for at få generationerne mellem 40 og 60 år i tale?

Vores tilslutning til arrangementerne inklusivt flagskibet ’Vintermøderne’ er absolut vigende. Det er et problem, at Herning Valgmenighed åbenbart ikke rammer rigtigt med det udbud, vi har. Vi sælger det i hvert fald ikke godt nok. Det agter vi i bestyrelsen at sætte fokus på. Vi må finde ud af: Hvordan kan vi ’ramme’ bedre og komme bredere ud?
Litteraturstudiekredsen, der har været udbudt i år, var tænkt som et forsøg på, at indbyde til dialog om en forudbestemt bog.
Håbet var, at andre grupper sammen med – forstå mig ret – ’rutinerede og trofaste’ mødedeltagere ville finde tilbuddet interessant.
Det lykkedes faktisk. 23 tilmeldte sig studiekredsen.

Som I hører er udfordringerne mange, og problemfelterne tunge, så gode ideer modtages gerne.

På generalforsamlingen skal der også rettes en tak til de ansatte for den store indsats, som I yder, for at gudstjenesten og andre kirkelige handlinger, samt arrangementer af forskellig karakter kan afvikles på bedste vis. Takken rettes hele vejen rundt til:

  1. Organist
  2. Kirkesangere
  3. Kirketjenere
  4. Rengøringspersonale
  5. Havemand
  6. Støttekredsen for Skovbørnehaven
  7. Inga og Jens, og hvem der ellers giver en hjælpende hånd

Og tak til dig Morten for din indsats og for både at give bestyrelsen medspil og modspil. Begge dele er værdifuldt
Jeg vil også gerne have lov til at rette en tak til mine bestyrelseskolleger.
Vi har i det forløbne år haft et fantastisk godt samspil, og alle har bidraget optimalt til opgaveløsningerne. Det er så værdifuldt for mig, at jeg i tide og utide må bruge jer som sparringspartner. Det er en nødvendig forudsætning for, at jeg kan blive skarp på dette og hint problemfelt til gavn for udmøntningen af bestyrelsesopgaverne. Uden jer – var jeg lost.

Tak for ordet.
Laura Jepsen