Udskriv denne side

Beretning på generalforsamlingen marts 2006

Inden jeg gik i gang med at skrive denne beretning for året 2005, gennemlæste jeg sidste års beretning, en fyldig jubilæums beskrivelse for 2004, som jeg ikke selv fik lejlighed til at aflægge pga. den influenza, som hærgede sidste år ved denne tid.

Det blev så Niels Christian, som dengang var næstformand, der kom til at læse beretningen, et ikke særlig taknemmeligt job.

Vi nåede meget i jubilæumsåret, og det er åbenbart, at vi nu er tilbage i en hverdag, som bestemt også er vigtig og som på mange måder er en større udfordring end sådan et jubelår som 2004.

Men nu til 2005:

Jeg omtalte i ovennævnte det vellykkede vintermøde, som havde stor tilslutning. I begyndelsen af marts 2005 holdt vi den årlige generalforsamling. Her ønskede Peter Kold ikke genvalg, og i hans sted valgtes Lis Østergaard. Lis nåede desværre kun at deltage i et par bestyrelsesmøder før hun blev alvorligt syg, og i september døde Lis. I nekrologen omtalte jeg Lis’s store engagement i bestyrelsens arbejde og jeg gav udtryk for, at vi ville savne hende.

Niels Andersen var vores 1. suppleant, og han trådte i løbet af eftersommeren ind i bestyrelsen som kasserer. Niels er på alle måder faldet godt til i bestyrelsens arbejde.

Påsken lå i 2005 i slutningen af marts, og i begge kirker arrangeredes om fredagen inden påskeferien en slags børnegudstjenester med eleverne fra de to friskoler. Det er blevet en god tradition, som i år finder sted fredag d. 7.april kl. 8.15 i Hammerum og 10.15 i vores kirke. Alle interesserede er velkomne til at synge påsken ind sammen med børnene.

Palmesøndag d. 20. marts, var der eftermiddagskoncert i vores kirke. Vokalgruppen FONTANA fra Fyn, 8 sangere, gav os en stor musikalsk oplevelse med værker fra 1500 tallet og helt op til vor tid.

10. maj tog menighederne på den årlige udflugt, denne gang til Holstebro. Her besøgte vi Olivia Holms og Jens Nielsens museum, hvor der var en stor udstilling med malerier af Arne Haugen Sørensen, billeder som viste både religiøse og andre sider af Haugens talent. Vi havde også lejlighed til at bese Nørrelandskirken og på hjemvejen fik vi kaffen på Sevel kro.

Jeg kan lige her nævne, at udflugten i år finder sted tirsdag d. 16. maj, hvor vi kører til Varde, hvor vi bl.a. skal besøge Sct. Jacobi kirke og det såkaldte Jugendhus.

Vores sommermøde afholdtes 23. juni på Hammerum efterskole. Fhv. domprovst Poul Erik Andersen holdt foredrag. Sommermødet var også i 2005 optakt til ”Ballade om Gud”, et folkeligt møde, som hvert år afholdes i Hammerum, tilrettelagt af vores præst i samarbejde med to kolleger Knud Riis og Erik Bredmose. I år holdes ”Balladen” for 20. gang.

I juli, nærmere bestemt søndag d. 24. juli, tog vi afsked med vores dygtige organist, Johann, som skulle videre i verden. Han læser nu på konservatoriet i Esbjerg. I øvrigt er Johann blevet ansat i en 30%’s stilling ved Ribe domkirke. Det er flot og vi kan godt tage lidt af æren for det.

Vi har været heldige at få en god afløser ved orglet, nemlig Elena Mogensen. Elena er russer, uddannet pianist i 1972 fra konservatoriet i Viliki Novgorod, som ligger ca. 180 km syd for Sct. Petersborg. Elena har boet 5 år i Danmark, og de sidste tre år været organist i Fasterholt og Arnborg. Hun videreuddanner sig på Vestervig Kirkemusikskole. Jeg er overbevist om, at vi får meget glæde af Elena som organist i vore kirker.

”Hvad er meningen?” Sådan havde vores præstekone Marianne Viehøj kaldt sit foredrag, som hun holdt 14. september her på friskolen. Med lysbilleder gennemgik Marianne vores nye altertavle og trak paralleller til de mange nadverbilleder, der er blevet malet op gennem historien. En meget interessant aften.

Og så når vi frem til det fælles foredragsmøde, hvor de grundtvigske foreninger, skoler og menigheder i fællesskab kalder sammen til en foredragsaften. Taler var en veloplagt professor Jørn Henrik Petersen fra Odense. Han talte om ”Værdigrundlaget bag den danske velfærdsstat”.

Søndag d. 25.september var der høstgudstjeneste. Efterfølgende. var der indbudt til en let frokost på Herning Friskole. Som noget nyt var menighedens børnefamilier inviteret til om lørdagen i samarbejde med bestyrelsesmedlemmer at dække borde, pynte festligt op og frembringe diverse retter. Arrangementet forløb godt, og vi har planer om at gøre det til en tradition.

Sidst i september var Morten med konfirmanderne på weekendtur til Uldum højskole. Opbakningen fra forældrene var begrænset, men vi fortsætter sikkert med noget lignende med næste hold konfirmander.

Så når vi ind i oktober, hvor der var indbudt til de 7 valgmenigheders fælles efterårsmøde, som i år blev arrangeret af Bøvlingbjerg menigheden. Der var meget stor deltagelse, og det var et særdeles vellykket arrangement. Mødets foredragsholder var Peter Hedegård, som jo har afløst Boisen-Møller som præst i Holstebro Valgmenighed.
I løbet af godt en time fik vi på morsom måde fortalt den samlede verdenshistorie.

8. november havde vi arrangeret en kirkekoncert. Blæsertrioen AJA som består af klarinet, obo og fagot spillede værker af bl.a. Beethoven og Mozart. Endnu engang fik vi bekræftet, at der er en meget fin akustik i vores kirkerum. Jeg kan lige nævne, at vores næste koncert finder sted søndag d. 23. april hvor VESTJYSK KONCERTKOR vil synge for os.

”Troens sange” havde Morten kaldt en sangaften, som vi afholdt 21. november. Akkompagneret af vores nye organist guidede Morten os gennem sange og salmer, som på en eller anden måde har med tro at gøre.

Årets julekoncert afholdtes i Hammerum, hvor Karolinekoret sang under ledelse af Svend Holm.

Hellig tre kongers aften var i år arrangeret af vores menighed. Det er blevet en tradition, at vore konfirmander deltager i forberedelserne og ligeledes er med i afviklingen af festen. De imponerede i år ved stor kendskab til de sange, Elena spillede i forbindelse med ”Gæt en sang”.

24. januar i år havde vi et fælles menighedsmøde, hvor Morten fortalte bibelhistorie for voksne. Der var mødt mange frem, og det var tydeligt, at alle nød at få repeteret deres barndoms lærdom. Et vellykket arrangement.

Vi er nu nået frem til de netop overståede VINTERMØDER. Der var i år et ganske godt fremmøde, der var noget for enhver smag, og det er nok karakteristisk, at det var meget forskelligt, hvad vi tilhørere fandt væsentligt. Personligt var jeg mest optaget af billedekunstneren Sys Hindsbo og søndagens prædikant Ole Jensen.

Jeg håber, man har bemærket, at der i dåbsværelset er fremlagt kort og kuverter med motiver fra vores nyrenoverede kirke. Kortene kan købes og indkomne beløb går ubeskåret til SOS-børnebyerne (put pengene i metaldåsen).

Vi har i redaktionsudvalget længe ønsket at forny og ikke mindst forbedre vores kirkeblad. Vi kan faktisk i aften præsentere jer, som de første, for et helt nyt blad, som vi håber, alle bliver tilfredse med. Bladet fremstilles i samarbejde med Broløs, som jo også har været involveret i de kirkefoldere, som ligger i de to kirker. Imidlertid vil vi ikke dele bladet ud før vi er færdige med de forskellige indlæg, fordi vi er bange for, at I ikke hører efter, når I først sidder med det nye kirkeblad.
Et udvalg med medlemmer fra menighed og bestyrelse har det sidste års tid arbejdet med planer om oprettelse af en menigheds-børnehave. Morten, som er formand for udvalget, vil senere i aften redegøre hvorfor, og om hvor langt udvalget er kommet.

Til sidst vil jeg takke menighedens personale, gartner, kirketjener, kirkesangere, organist, sekretær, forretningsfører og præst for godt samarbejde i det forløbne år og ligeledes vil jeg sige tak til bestyrelsen for jeres loyale og inspirerende samarbejde.

Dette var ordene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her kan du læse kirkebladet.