|
Beretning 2006
I året, der er gået siden jubilæumsåret, har vi i bestyrelsen rettet
opmærksomheden indad i vort menighedsliv ved bl.a. at invitere menighedens
yngste medlemmer til en særlig formiddag i kirken. Ligeledes er kirkebladets
udseende blevet fornyet, og vi har en langsigtet plan klar til
vedligeholdelse og fornyelse af kirkegården. Medlemstal
Medlemstallet er stabilt, men dermed ikke være sagt, at vi ikke kunne ønske
os flere medlemmer. Der er absolut plads til flere medlemmer i Gjellerup
Valgmenighed!
Som nævnt indledningsvis har vi i bestyrelsen rettet opmærksomheden indad i
vort menighedsliv, hvilket bl.a. har resulteret i to Kirkelørdage, hvor vi
har indbudt de 4-10-årige medlemmer. De inviteredes i kirken, hvor Morten
Kvist fortalte, og vi sang sammen. Derefter gik vi over på Hammerumhus til
en forfriskning samt fælles sanglege, som Agnete og Eva ledede. Der deltog
16 børn første gang foruden forældre og bedsteforældre. Næste Kirkelørdag er
den 1. april, og da håber vi, der kommer lige så mange, om ikke flere. Det
er blevet almindeligt, at der fra sognekirken sendes indbydelse til afdødes
ægtefælle til allehelgens gudstjenesten. Hos os oplæses navnene på de afdøde
fra menigheden siden sidste allehelgensdag. Vi har i bestyrelsen besluttet,
at vi fremover vil skrive i kirkebladet, at navnene vil blive læst op, hvis
det måtte være ukendt for nogle, og de gerne vil være tilstede ved
gudstjenesten. Økonomi
Økonomien er sund, men vi er ikke helt kommet os over udgifterne i
forbindelse med tilkørslen. Vi synes dog stadig, menigheden med det nye
anlæg og den nye tilkørsel har fået noget for pengene, som alle kan glædes
over i mange år fremover. Der lyder mange positive tilkendegivelser fra
byens folk vedr. tilkørselen. Møder, arrangementer mv.
Af møder kan i flæng nævnes Foreningen af Grundtvigske Valg og
Frimenigheders årsmøde i Ryslinge. Sommermødet i forbindelse med ”Ballade om
Gud” med foredrag af Poul Erik Andersen, Odense og efterfølgende Skt. Hans
bål. Efterårsmøde på Herning Friskole, hvor Jørn Henrik Pedersen talte om
velfærden i Danmark. Menighedsmøde i Herning om ”Troens sange” ved Morten
Kvist og Elena Mogensen. Menighedsmøde på Hammerumhus, hvor Morten Kvist
fortalte bibelhistorie for voksne. Af udflugter for menigheden skal nævnes
aftenturen til Holstebro, hvor vi bl.a. besøgte en udstilling med Arne
Haugen Sørensens billeder. En aftentur, der afsluttedes med kaffe på Sevel
Kro. Personaleudflugten var arrangeret af Herning Valgmenighed og gik til
Den gamle By i Århus, hvor vi blev modtaget af Allan Leth Frandsen, som
skrev vores jubilæumsbog. Denne tur afsluttedes med middag på Låsby Kro.
Musikalske indslag har der været flere af, bl.a. i forbindelse med 1. søndag
i advent, hvor friskolebørn fra Hammerum og Herning sang i tilknytning til
gudstjenesten. I forbindelse med åbningen af Knyt-Sammen-ugen sang
Ansgarkoret under ledelse af Johan Møller. Arrangementet gik over alt
forventning. Annonceringen havde desværre ikke været tilfredsstillende,
hvilket resulterede i, at nogle gik forgæves, da de troede, at arrangementet
foregik i kirken.
I advent gav Karolinekoret koncert i kirken, hvilket meget gerne må blive en
tilbagevendende begivenhed. Gode forslag til musik i øvrigt i kirken
modtages gerne! Konfirmandweekenden løb af stablen på Uldum Højskole og
afsluttedes med fælles gudstjeneste i Herning Valgmenighedskirke. I
forbindelse med de midt og vestjyske valgmenigheder har der været møde for
bestyrelsesmedlemmer i Holstebro. Efterårsmødet, som er en god anledning til
at mødes med de øvrige midt- og vestjyske valgmenigheder, blev afholdt i
Bøvling med gudstjeneste i Bøvling Valgmenighedskirke og efterfølgende
foredrag i forsamlingshuset. Af øvrige ting skal nævnes
afskedsgudstjenesten og den efterfølgende sammenkomst for valgmenighedspræst
Jannik Boysen-Møller, der i mange år var formand for Foreningen af
Grundtvigske Valg- og Frimenigheder. Boysen-Møller efterfølges af Peder
Hedegaard fra Ryslinge Højskole som ny præst i Holstebro Valgmenighed.
Kirkeligt samfund
Vi har i bestyrelsen drøftet, om ikke tiden er inde til, at Gjellerup
Valgmenighed skal melde sig ind i Kirkeligt Samfund, som har til formål at
”udbrede kendskabet til Grundtvigs tanker om kristendom og menneskeliv og
udmønte disse tanker i nutidens danske virkelighed”. Kirkeligt Samfund har
sekretariat i København. Kirke, kirkegård og den nye tilkørsel
Udover udarbejdelsen af den langsigtede plan for kirkegården er kapellets
træværk blevet malet, ligesom de to birketræer ved kapellet er blevet
fældet. Ligeledes er de store træer på kirkegården blevet beskåret. Hvad
tilkørselen angår, er anlægsarbejdet nu afsluttet. Beplantningen har vi selv
(menighedens medlemmer) stået for under Kim Overgaards ledelse. Om kort tid
vil krokus blomstre i plænerne, og længere hen kommer rododendron i fuldt
flor.
Rustvognen kører til og fra kirken på stien, der går parallelt med
p-pladsen, hvilket ser helt rigtigt ud. Hvad der også ser helt rigtigt ud
er, at lamperne i tilkørselen – og omkring kirken – som noget nyt er tændt
efter mørkets frembrud. Der er givet flere timer til Birgit Kragh de
første år, hvor de nytilplantede bede i tilkørselen kræver megen
vedligeholdelse. Til gengæld synes vi, at tilkørselen og kirkegården i det
hele taget er holdt meget tilfredsstillende. Tak til alle jer, der har
hjulpet med praktiske gøremål. Det er guld værd for menigheden, og jeg tror
også, I har haft fornøjelse af samværet. Det er helt nødvendigt med hjælp
til mange ting, og derfor er det så glædeligt, at vi får ja, når vi spørger.
Det er også skønt at komme til kirkefrokost, som nogle har lagt tid og
kræfter i at forberede til os. Hovedgaden 21
Nu er Stinnes hus Hammerum Fri- og Efterskoles forstanderbolig. Der er
anlagt ny have. Udgifterne hertil har skolen og kirken delt.
Skattefradrag
Det er nu tredje år, vi har sagen oppe at vende til generalforsamlingen, og
i år skal det gerne på plads. Sagen vil blive uddybet under pkt. 5,
(indkomne forslag). Dog skal der her lyde en opfordring til alle, som ikke
allerede har tegnet forpligtelseserklæring (kontrakt om skattefradrag) om at
tegne en sådan. Alle er bedst tjent med det. Fordeling af
fællesudgifter
Der har i de senere år været en tilnærmelse af fordelingsprocenten for de to
menigheders andel af fællesudgifterne. I år skal vi betale 44 % og Herning
56 %. Vores andel er steget med 2 % om året, siden vi forhandlede i 2003.
Fordelingsnøglen skal genforhandles i år. I mange år var det 2/7 til
Gjellerup og 5/7 til Herning Valgmenighed. Det blev ændret pga.,
medlemstallet i de to menigheder nærmede sig hinanden. Nu er der yderligere
sket det, at Herning skal betale for deres medlemmers begravelser fra i år.
Til fællesudgifterne hører præstens løn og udgifter vedr. præsteboligen. Den
større andel af fællesudgifterne betyder alt andet lige, at vi ejer en
større del af præsteboligen. Netop vedr. præsteboligen er det blevet
besluttet at få udarbejdet en plan for vedligeholdelse og renovering af
denne over de kommende år. Arkitekt Fyhn, Herning, har påtaget sig opgaven.
Hjemmeside
Kim Overgaard, Jørgen Fisker og Frank Bareuther har lavet en fin side, og de
er omhyggelige med at holde den ajour. Adressen er
www.h-g-valgmenighed.dk.
Kirkeblad
Som I kan se, har vores kirkeblad fået fornyet sit udseende. Vi har
engageret Finn Broløs til at sætte det op, som også har forestået trykningen
af vores brochure og jubilæumsbog. Kirkebladet og hjemmesiden skal arbejde
tæt sammen. Personale
Johan Møller sagde sit arbejde fra som kirkens organist, da han i august kom
ind på sit studium i Esbjerg (Johan spiller nu jævnligt i Ribe Domkirke). I
Johans sted har vi ansat Elena Mogensen, som p.t. arbejder på sin
organistuddannelse i Vestervig. Elena er glad for at være her, og vi er også
glade for hende og hendes spil. Pengegaver fra jubilæumsåret 2004
Som mange vil have bemærket, har vi fået opstillet en informationstavle ved
kirken. En tavle med vore præsters navne er under udarbejdelse af Torben
Graae. Hvad dåbskande- og fad angår, har vi forhørt os hos en gørtler med
henblik på en oppudsning. Dette frarådes. Til gengæld overvejer vi at få den
store stage på alteret og de to ved siden pudset op. I kirken har der længe
været efterlyst et lydanlæg. Vi er i færd med at undersøge prisen på en
sådan. Tak til ansatte og kolleger
Det er dejligt at kunne sige tak til alle ansatte for arbejdet, I udfører og
for det, der ligger udover. Først og fremmest tak for gudstjenesterne, som
hver eneste søndag er gode at komme til; Klokken der bliver betjent på
gammeldags manér. Forkyndelsen ved Morten Kvist. Musikledsagelsen til
salmerne, præludium og postludium. Blomster på alteret. Opmærksomheden
overfor børnene, så de får en billedbog at kigge i under prædikenen.
Kirkesangerne, der løfter fællessangen. Alt det er vi glade for. Jeg har
også lyst til at sige tak til Morten Kvist, fordi du evner og giver dig tid
til at tage del i samfundsdebatten. Måske kunne nogle tænke, at der går
noget fra os, men jeg tror, det forholder sig lige omvendt. Tak til
Hammerum Fri- og Efterskole for godt samarbejde i det forløbne år. Til
mine kolleger vil jeg sige tak for godt og tillidsfuldt samarbejde. Der er
altid god vilje til at gøre noget ved tingene, og vi har det gemytligt både
inden for og uden for dagsordenen. Agnete Hastrup Pedersen |